Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tandberg rejste sig halvt og skod en Lænestol bort, der
stod lige ved hans Hode; trak saa et, med drapfarvet Plysch og
guldindvirkede Frynser monteret Avisbord hen i Stedet for, bøjede
sig ned og tog en Cigar af en Kasse fra den underste Bordplade.
Derpaa tændte han, flyttede Askeskaalen, saa den stod bekvemt for
ham, la sig tilbage paa Puden og gav sig til at røge stille, dampende.
Han saa lige ud for sig med et drømmende, halvt
skalkagtigt Blik. De yderste Øjenkroge var tæt sammenknebne, og
om den lille, runde Mund med den stærkt opoverbuede Overlæbe,
laa der et Smil som hos en glad beruset.
Han laa og tænkte paa Margrethe Falsen og det Forhold,
der var kommet imellem dem.
»Død og Pine!« udbrød han pludselig og lod sin knyttede
Haand falde ned paa den polstrede Sofaryg.
Undertiden kunde der fare som en svimlende Forskrækkelse
igennem ham, naar det kom for ham, hvor afsindigt det hele
var. Han, en gift Mand, og hun den unge, fint opdragne Pige
med sin gammeldags fornemme Slægt og den strikse, lille
Stats-raad af en Fa’r.
Men paa den anden Side. ... Et sligt Pigebarn! Hun var
jo ikke til at holde ud. ... Saadan som hun havde tat ham. .. .
Han var sandelig uden Skyld denne Gang. — Næsten da. —
Smuk var hun slet ikke med den lille, fornøjelige, klumpede Næse,
og de skæve, blaagraa Øjne, der for Resten kunde tindre og lyse
og bore sig fast, saa det gik én gennem Nerverne. Og saa havde
hun den første Ungdoms bedaarende Friskhed i sin gulblege,
skinnende Hud, i sin Skikkelses smidige Fasthed, i sit vældige,
viltre, sortglinsende Haar, i sine røde, finttegnede, lidt smalle
Læber, i de skønne, straalende Tænder, i sin bløde, forførende
Talestemme, i sin fejlfrie Haand og Fod, i sit hede, balstyrige
Blod, — ja, i hver Pore af sit herlige Legeme.
Han havde truffet hende første Gang for et Par Maaneder
siden, da Kunstnerne foranstaltede nogle Tableauer i
Studentersamfundets Sal, til Indtægt for en afdød Malers Efterladte. Med
Nød og Næppe og gennem forskellige Intriger fra Venners og
Veninders Side havde Statsraaden git sit Samtykke til, at hun
blev med. Tandberg havde været i Komitéen og havde
arrangeret Dragter og sminket Damerne, og ved den Lejlighed havde
han spaset med hende og gjort Kur til hende, saadan som han
plejede, uden at tænke noget videre ved det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
