Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bankende i hvert et Pulsslag, med sprættefide Kræfter til at
arbejde og udvikles, til at yde og nyde.
Saadan havde han en Gang været forelsket i sin Kone, men
det var længe siden. Den pinagtige Tomhed, som havde grebet
ham, da han mærkede at det var forbi! Og saa som han havde
slidt for at tvinge den gamle Tilstand frem igen. For han vidste
med sig selv, at naar han ikke længer elskede Birgit, saa var der
intet Indhold dem imellem. Det éneste der betød noget for ham,
Musikken nemlig, det stod hun aldeles kold og uforstaaende
overfor. Aldrig havde han truffet et saa umusikalsk Menneske. Og
saa havde hun en broutende Maade al snakke om det paa, som
om hun derved vilde lukke Munden paa dem, der muligvis vilde
tale om det som en Mangel ved hende.
Han var bleven trist og mismodig, og havde ofte været
sær og vranten og ked af det hele, Pessimist med lyse Øjeblikke,
som Birgit kaldte ham. Det var i den Periode han havde lavet
Musik til del spanske Digt, han havde lært i Madrid, den Vinter
han laa i Udlandet, før han var gift:
„Porqué volveis ä la memoria mia
Tristes recuerdos del placer perdido?
Porqué la anciedad y agonia,
De esta desierta corazon herido?“’)
Saa var han begyndt at bli’ forlystelsessyg, og at faa
Afsmag for sit Arbejde. Han havde ikke komponeret den mindste
Smule de sidste fire Aar, undtagen nogle usle Smaasange, som
ingen Værdi havde. Han orkede ikke, kunde ikke. Han var
bleven til en ret og slet Maskine, der indbragte det Tilskud af
Indtægt, som var nødvendigt, naar Renterne af Formuen skulde
slaa til.
Og saa gik han rundt og gjorde Kur til Damerne — uf
han kunde række Tungen ud til det — skabte og gebærdede sig
for at faa en Times Pikanteri, eller blot et Gran af Tidsfordriv
med disse, for Resten ofte utrolig søde og morsomme Smaafugle,
der sad som paa en Vippepind, man bare behøvede at røre ved
med Fingeren for at faa dem til at hoppe ned og la sig fange.
Og saa de trediveaars Fruer, der struttede af Imødekommenhed *)
*) Hvorfor vender I tilbage i min Erindring. I triste Minder om tabt Glæde?
Hvorfor dette forladte og saarede Hjærtes Angest og Dødskamp?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
