Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad hun ønskede, med Hodet gemt inde ved hans Hals og
Hænderne om hans Nakke, mens Brystet steg og faldt som
hitte smaa Bølgeskvulp. »Hvorfor sa saa alle Mennesker, at han
ikke brød sig det Gran om sin Kone, at han ikke Spor af levede
med hende, og at hun var likeglad og lod ham gøre Kur til hvem
han vilde. Og trodde han vel, at hun nogensinde var falden paa
at forelske sig i ham, hvis det ikke havde været.. Kunde han
tænke, at hun vilde elske eller la sig elske af en Mand, som ogsaa
havde en Kone–––-Aah, hun vilde græde sig i Stykker for det ...
Men kanske var det sandt, hvad hun havde hørt om ham længe
før hun kendte ham, og ogsaa bagefter, at han var slig en ustyrtelig
Don Juan.« Og da havde hun rystet hans Hode mellem gine
Hænder, og sagt, at det skulde ikke, maatte ikke være sandt,
mens Taarerne uafladelig løb hende ned ad Kinderne.
Det havde tat Tid, før han den Aften fik hende beroliget
og talt til Fornuft, men tilsidst var det rigtig nok lykkedes ham
saaledes, at hun havde lagt sit Hode i hans Skød, og sagt: »Knut,
du elskede, det er uendelig sødt og godt, altsammen.«
Og det var det jo ogsaa, men det kunde ha været bedre,
hvis — hvis — hvis–––––-. Han gruede for hendes Fremtid.
I rent borgerlig Forstand vilde hun været tusend Gange bedre faren,
om hun aldrig havde kendt ham, for hvad kunde der ikke ske —
du søde, altstyrende Tid! han svedte ved Tanken. Men undvære
hende og det ny Liv, hun havde skabt for ham, — ikke for et
Kejserdømme, — ikke for Berømmelse og Kunstnerære, ikke for
noget af godt eller ondt, som optænkes kunde paa Jorden. —
Han blev forstyrret i sine Tanker af en Sparken paa Døren
og en spæd Barnerøst, der kaldte paa ham.
»Er det dig, Ejnargutten? Nu kommer jeg og lukker op.«
Han rejste sig og gik over Gulvet, idet han forsigtig tog tor sig
med Hænderne for ikke at rive noget over Ende i den usikre
Maaneskinsbelysning, som faldt.ind over Gulvet og tegnede
forvirrende Skygger paa de underligste Steder.
»Her e et Bev til Dig, Pappa!« — sa en tre Aars gammel,
lyskrøllet Gut. »Væss’ati.«
Barnet førte Haanden op til Panden og efterlignede
Postbudets Hilsen og Adfærd.
Tandberg brast i Latter. Derpaa tog han fat i Gutten,
løftede ham højt i Vejret og holdt ham ud fra sig, idet han
rystede ham, saa Arme og Ben dinglede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
