Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde hun aldrig tænkt paa . . . Saa smuk, som hun var, og
saa meget, der dog var ved hende . . . Men deri havde hun
forregnet sig. Han var bleven, ja, ligefrem ked af hende, og saa
havde der ikke længer været noget mærkeligt for ham i hendes
Kærtegn. Hun vidste paa en Prik, fra hvilken Tid det skrev sig.
Det var den Gang han begyndte at sidde længe oppe oui Aftenerne,
og lod hende gaa til Sængs alene, og var stille, naar han kom.
for ikke at vække hende. Som om hun havdo sovet. Nej, hun
laa som oftest og græd over den store Forskel fra før, da han
havde haft saa utrolig megen Fornøjelse af at være tilstede,
naar hun klædte sig af og paa, — han havde skullet hjælpe
hende med hvert eneste Plag ... Og som de havde lét, og kysset
hinanden —!
Hvad var det for noget koldt, som krøb ned over
Kinden. Hun sad da vel ikke og fik Taarer i Øjnene? Jo, det
var virkelig en stor, kold Taare, som dér kom glidende, og der
kom flere; hun rnaatte ta Lommetørklædet og tørre sig ordentlig.
Naa ja ja, del var der ingen Skam i. Unyttigt var det, men
det kom jo ikke Sagen ved. Og hun skulde nok komme over det,
for hun var jo saa fornuftig og blaseret. Pludselig bøjede hun
sig sammen og hulkede . . . Nej, nej, nej, hun kom ikke over del,
men det skulde Knut aldrig faa vide, ikke ane det rnaatte han,
ikke engang, at hun var trist og lej for det, end sige, at hun
kunde faa slige Raptusser. Hellere dø, end den Ydmygelse.
Hun føle sig forsmaaet! Hun, Birgit Kjær, som havde kunnet faa,
hvem hun bare vilde pegt paa. som fra den første Vinter, hun var
med, ja før saagar, havde haft en Ring af Tilbedere om sig, og
som endnu — ja, hvorledes havde ikke hendes Mands Venner
gjort Kur til hende . . . Hun havde haft dem alle for sin Fod.
Og nu Gamborg, hvor forelsket var han ikke! Men hvad kunde
det hjælpe. Hun stak Lommetørklædet i Lommen og la sig
bagover i den forrige Stilling. Hun brød sig jo ikke om ham, ikke
om nogen af dem, havde aldrig gjort det. Jo, en Gang — Arbo
havde hun virkelig følt noget for, skøndt egentlig havde hun
styltet sig op til det, i alt Fald fra Begyndelsen af, for al vække
Knuts Skinsyge, da hun mærkede hans Ligegyldighed. Men
hvorledes var det faldet ud? Knut skinsyg! Jo vist, han var
den rette. Naar hun tænkte paa, hvorledes han havde tat det,
den Gang hun gik til ham og tilstod ham, at hun var bleven
forelsket i Arbo, og at del var bedst, de rejste bort en Tid!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
