Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det maatte dog være gørligt, Knut; der er jo dem, som
biir skilt og gift med en anden, og naar du ikke elsker din
Kone, og hun ikke dig, for det gør hun ikke, Knut?« —
»Hun holder dog af mig, og saa er der Børnene, — og at
skilles. — Men for Resten, bare jeg kunde faa Mod at sige hende
Sandheden og be om min Frihed. — Jeg tror Birgit gav mig den.
Hun er stolt nok til det.«
»Saa skal du gøre det, Knut! Du skal. Det er Synd af
dig at ofre mig og mit Liv for en Svagheds Skyld. Eller vil du
kanske, jeg skal gaa til din Kone, og fortælle hende det? Jeg
forsikrer dig, jeg havde Mod til det.«
»Ja, du har Ret,« sa han bestemt. »Dette skal ha en
Ende. Men ikke altfor hodekuls, Margrethe min. Jeg lover dig
at gribe den allerførste Lejlighed.«
»Tak du elskede,« udbrød hun inderligt. »Nu stoler jeg
paa dig.«
»Men saa skal du se glad ud, Margrethe! Smil nu lidt.
Saa skal jeg spille vor Kærlighedshymne for dig — da ved du, at
alt ondt flygter bort.«
»Naar jeg blot er hos dig, aner jeg ikke mere, at der er
nogen eller noget til i Verden, andre end du og jeg. Du saa hvor
glad jeg var, da jeg kom, skøndt jeg netop havde faat det
ubehagelige Brev. Det var først da du begyndte at spørge mig, at
jeg huskede det.« Hun kastede sig om hans Hals og knugede
sig ind til ham og bedækkede hans Ansigt med lange, hede Kys.
Han tog hendes Arm i sin og begyndte at spasere op og ned over
Gulvet med hende, idet han skød Stole og Borde til Side med
Foden og kærtegnede hendes Haand. Saaledes gik de tavse et
Par Minutter.
»Hvor det er sødt at leve,« sa hun omsider, og saa
drømmende hen for sig. »Jeg er det lykkeligsle Menneske, der
nogensinde har levet paa Jorden.«
»Min elskede,« hviskede han med et Smil, og trykkede
hendes Arm.
»Kan du tænke dig en Tilstand af Lyksalighed« — hun
talte stille hen som for sig selv — »der er saa hel og fuldkommen,
at den ikke kan taale, ikke har Plads for den mindste Smule
mere, at det er som den vilde briste og forsvinde i det nu, der
kom et Fnug af mere til. Det er en Jubel som ligner Angest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
