Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Fru Amalie Skram: Knut Tandberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Margrethes Overstykke. Altsaa ikke Spor af Tvil. Dørene til
Kabinettet og Spisestuen stod paa vid Væg. I Musikværelset var de
altsaa. Hvad skulde hun nu gøre? Gaa lige ind og lade som
ingen Ting, og saa, naar Margrethe var gaaet, faa sin Samtale
med Knut. Ja, maaske, men det vilde rigtignok bli en pinlig
Situation, naar hun traadte over Tærskelen. Hun tænkte et
Øjeblik paa at liste bort igen, men saa kom der over hende en
uimodstaaelig Trang til at faa vide, hvad de sa til hinanden.
Hun skøv Skoene af og gik sagte gennem Stuerne tæt hen til
Musik værelsets Dør. »Hvis de nu overrasker mig, vil jeg ta det
ganske koldblodigt,« tænkte hun, »og straks sige, hvorfor jeg er
kommen. Kanske jeg ogsaa gaar tilbage efter Skoene og kommer
gaaende, saa de hører det og selv lukker op, for at se, hvem det
er.« Hun bøjede sig for over, stak de fast sammenknyttede Hænder
ind mellem Knæerne, la Øret til Døren og lyttede. Saaledes stod
hun længe. Et Par Gange løsnede hun den ene Haand, pressede
den mod Hjærtet og aandede dybt og lydløst.
Omsider rettede hun sig i Vejret, rakte Armene op over
sit Hode, som for at strække sine Lemmer, gik saa forsigtig
tilbage til Dagligstuen, trak Skoene paa, og skyndte sig afsted,
stille og varsomt, som hun var kommen.
»I Dag er du ganske min« — hviskede hun, da hun gik
ned over Trapperne. Hendes Kinder var hvide, og Øjnenes Glans
liksom slukt.
Det var stygt af Knut al bedrage hende saaledes. Hun
var bitter imod ham. Han burde haft den Tillid til hende at
være ærlig imod hende. Kendte han hende ikke nok til at vide,
at hun ikke for nogen Pris i Verden vilde tvinge sig ind paa
ham, naar han selv ønskede at være fri. At han elskede en
anden, kunde hun tilgi ham, men aldrig, at han saaledes havde
holdt hende for Nar.
Ja, ja, det kunde jo ogsaa være ganske det samme nu, de
skulde skilles for bestandig. Hvad vilde han vel bry sig om,
hvordan hun var sindet imod ham. Skilles for bestandig. —
Hvor kunde det dog være, at den Tanke snørte hendes Hjærte
sammen. Aa jo, for der var saa mange Minder fra de første
Aars Samliv, saa mange søde, straalende Minder, som nu blev til
blødende Saar. Naar hun nu rev sig løs fra ham, saa var det
som at begrave en højt elsket Afdød, hvis Lig hun længe ikke
havde været i Stand til at skille sig ved. Ja, for deres Kærlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
