Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kymret for, hvorledes det kom til at tage sig ud, han troede paa,
at han beherskede det, fordi det laa ham saa nær. Men i
Litera turen hersker man kun ved Kunstens Hjælp. Strindberg har
ikke villet bruge sine uforlignelige Ævner i saa Henseende, og
»Tjænestepigens Søn« ligger hen som en uformelig Masse. Hist og
her kan nogle Sider læses med psykologisk og historisk Udbytte, men
hvad der for Forfatteren aabenbart har været et Hovedøjemed med
Bøgerne, de pædagogiske og sociale Læresætninger, man skulde
kunne uddrage af dem, virker ikke langt ud over et
ømtaale-ligt Sinds naivt moderne Utaalmodigheder. Hvad skal man i
Verden bruge Strindbergs mange hundrede Bemærkninger om
»Underklasse« og »Overklasse« og »Overklasses Underklasse« og
»Underklasses Overklasse« til? Det er Pinagtigheder som dem, man
kan erfare ved at færdes med en stakkels Djævel af en
Handelskommis i en Provinsby: en idelig Maalen og Vejen sig mod andre,
en Befamlen af andres Forhold og en Sindets Forknythed, der
aldrig tør tænke den Tanke ud, at enhver er god for sig. Skulde
denne Interesse for sociale Lagdelinger og sygelige Opmærksomhed
for, hvor man nu netop selv befinder sig paa Samfundets
tusend-trinnede Stige være almindelig blandt Forfatterens Landsmænd,
saa har Sverig sandelig et godt Stykke Vej endnu at tilbagelægge,
inden Livet der kan blive moderne. Men det er ikke rimeligt, at
Forfatteren heri er særlig national.
Strindberg er Poet, han har villet være Filosof og er bleven
en Slags Skolemester, der »ikke føler sig trykket af at være
oprigtig«; men det har vi andre kun liden Fornøjelse af.
Hvad der staar tilbage at omtale af den nylig udkomne
Literatur, og det er jo den langt overvejende Del, vil ikke kunne
mødes af Kritiken med principielle Indvendinger. Her er meget
at glæde sig over, men ikke meget som griber dybt.
Selv ikke af J. P. Jacobsens »Digte og Udkast«. Sit
bedste gav Jacobsen ikke i Rim og Rytmer. Det var hans Prosa,
som fik de lange Dages og Nætters Arbejde; den var og blev
hans Manddoms Gerning og Stolthed. Det vil vistnok ogsaa
være gaaet de fleste saaledes, at de jævnlig har haft ondt ved i
Versene at kende den Jacobsen igen, som de har fulgt i Tridt og
Skridt med aldrig svigtende Beundring fra »Marie Grubbe« til »Fru
Føns«. Det kommer ganske vist for en Del af, at de fleste Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
