Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arbejde, Teatret ydede, og med hvert Aar har disse Klager faaet mere og mere
Vind i Sejlene. Teatrets virkelige Kræfter ere faa, et halvt Dusin eller saa,
og de maa som oftest alle i Ilden hver Gang, et betydeligt Stykke skal opføres.
Retfærdighed byder at tage billigt Hensyn hertil. Dog selv om man gærne vil
"undskylde, bliver man sandelig ikke steml til overbærende Mildhed, naar man
ser tilbage paa, hvad Teatret i denne Sæson har ydet til Dato. Det er mindre
end noget foregaaende Aar, og det skøndt dets Personale er blevet forøget med
lo ny Kræfter: en Skuespillerinde, der forbinder en mangesidig Virtuositet med
en sjælden Arbejdsdygtighed, og en Skuespiller, vel endnu uden stærk Personlighed,
men af slor Anvendelighed. Paa Teateraarets første Dag opførtes Dina-, en
halv Snes Dage efter Hr. Esmanns lille Situation, I Stiftelsen, midt i Oktober
Gondinets En Pariser og i en Maaned herefter aldeles intet; saaledes er
Teatrets Virksomhed paa Skuespillets Omraade fra 1ste September til midt i
November. Ikke med en Mine røbede Teatret den Kundskab, dets Chef utvivlsomt
sad inde med, at den 14de November er Oehlenschlägers Fødselsdag; ingen,
der har overværet en Opførelse af Dina, kan undres over, at Teatret kniber
Øjnene sammen for ikke at se denne Dato.
Var det saa endda Mønsterforestillinger i enhver Retning, disse
sparsomme Frugter, var Stykkerne de bedste og Spillet fejlfrit, saa kunde man dog
bære over med den lange Ventetid, men hvor langt borte er ikke Virkeligheden
fra slige Tanker? Tænk blot paa En Pariser! Hvad i al Verden vedkommer
et Stykke, der som dette vil tegne Livet i Paris’s mest parisiske Kredse dog
det danske Nationalteater? Ja Teaterbestyrelsen kunde maaske sige som saa:
Skal vi da aldeles ikke vise vort Publikum, hvorledes der ser ud i fremmede
Lande, ikke hvorledes disse Landes Indbyggere lever og tænker. Se det
Forsvar kunde jo lyde ganske acceptabelt, men det bliver del bare Vand, naar
man hører, at Paris’s mest ansete Teaterkritiker Francisque Sarcey ikke vil
godkende Brichanteau som „Pariser11, og at han paastaar, Provinslivet og
Pariserforholdene ere lige slet trufne. Literær Værdi besidder Stykket ej heller,
ingen af de optrædende Personer ere Mennesker af Kød og Blod, det hele er
en Farce uden sund Fornuft. Lystigheden beror paa Modsætningen mellem
Hovedstads- og Smaastadsfolk, men det kgl. Teaters Udførelse understregede ikke
i nogen mærkbar Grad denne Forskel: hverken Fru og Frk. Pontauberts Dragter
eller Maade at føre sig paa virkede provinsielt afstikkende i Brichanteaus Stue,
ej heller var Pariseren i Provinsbyen den Hund i et Spil Kegler, Gondinet har
ment. Spillet frembød overhovedet kun ringe Interesse, i første Række stod
Hr. Mantzius med sin fedtede, sentimental-tvære Tjæner.
Medens baade Skuespil og Ballet mismodig over Publikums ringe
Interesse synes at nedlægge Arbejdet i raadløs Tvivlen, arbejder det kgl. Teaters
Opera rastløst under en viljestærk Kapelmesters Taktstok og støttet af en
Iscenesættelse, der baade i Stemning og Liv staar værdig ved Siden af det
bedste, Skuespillets Sceneinstruktion i de senere Aar har ydet. og som i Aar endog
har et betydeligt Forspring for denne. Ogsaa rundt paa Privatteatrene løfter
Sanggudinden kækt sit Hoved. Dagmarteatret har fra de berømte
Nitouche-Maaneder bevaret en saare naturlig Tro paa Operettens Tiltrækningskraft, og
nu følger de to andre Privatteatre lærvillige dets Eksempel: Folketeatret er alt
mødt frem med Orfeus i Underverdenen, og Kasino forbereder Prinsessen af
Trapezunt. Hvad skulde ogsaa afholde Privatteatrene fra denne Skuespilart,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
