Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ingenting«, o: har i Sinde at tage Livet af sig, bliver hans Tanker
ledet til eller bestyrket i at fordre af Rebekka et »gladeligt bragt Offer.
Da imidlertid hans Kone alt før har bragt et saadant Offer, saa
kan det, han forlanger af Rebekka, ikke være mindre, om det
skal virke noget. Han spørger hende altsaa, om hun for hans
Skyld vil gaa i Møllefossen. Jo det vil hun! Men han tror ikke,
at hun kan, for, siger han, »Du er ikke som Beate under et
for-k vakl et Livssyns Magtt. Disse i hans Mund mærkelige Ord —
naar Beate var forkvaklet, hvor kan hun saa bruges til
Efterfølgelse? — svinder som et Fnug i Blæst, da Rebekka svarer:
»Men jeg er under det rosmersholmske Livssyn — nut. »Er det
der, den staarPt siger Rosmer, idet han ser stift paa hende. »Nu
vel. Saa er jeg under vort frigjorte Livssyn, Rebekkat. Og
dermed mener han, at hvis hun gaar i Fossen, saa gaar han med.
Der synes nu at være indtraadt det Højdepunkt i Samtalen, hvor
de begge kan komme til Fornuft, men tvært imod: Rosmer lægger
sin Haand paa Rebekkas Hoved og tager hende til Ægte som sin
rette Hustru, og da Mand og Hustru bør følges ad, er der ikke
Tale om andet, end at han ogsaa vil i Fossen: »For nu tør jeg det.«
Men »om det bare var et Blændværk ? En af disse hvide Hestene
paa Rosmersholm?« spørger Rebekka. »Kunde velvære. For dem
slipper vi ikke fra. — vi, her paa Gaarden«, svarer Rosmer, og
efter en lille Tvivl om, hvem af dem det er, der følger den anden,
hun ham eller han hende, hvilken Tvivl Rosmer løser paa den
Maade, at han erklærer: »Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg
dig og du mig, for nu er vi to et«, tager Rebekka ham i Haanden
med det Udbrud: »Ja. Nu er vi et. Kom! Saa gaar vi gladelig«.
Og dermed springer de i Vandet, og Sagaen har en Ende.
Man vil have lagt Mærke til, at »den hvide Hesten« i sidste
Øjeblik traadte til og afgjorde Sagen. Den viser sig jævnlig i de
talendes Ord, og da der rent praktisk taget ikke er Spor af Brug
for den i Stykket, ledes man til at formode, al den maa gemme
den dybsindige Mening med disse Personers ikke umiddelbart
indlysende Adfærd.
Den kunde da være saadan noget som de gamle Slægters
Angest for og Magt over det ny, den Trusel og Fare, der
bestandig svæver over de Folks Hoveder, der ude fra planmæssig
vinder Indpas i de besiddendes Kreds, og den Skæbne, der hævner
sig paa dem, som svigter Traditionen. Men det er ogsaa muligt,
at den kun skal betyde denne enkelte Slægts udpinte Finhed, dens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
