- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 4 (1887) /
106

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arthur Aumont: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Kedsomhed, han anvendte overfor Viola, var virkelig god; i de bevægede
Scener trængte hans Uro sig som sædvanligt stærkt frem, dog der hviler altid
et Tilforladelighedens Skær over ham, som er af ikke ringe Værd.

Selv Orfeua i Underverdenen naaede højt regnet en Middellykke, dets
Opførelser tælles kun i Uger, medens Folketeatret nok havde tænkt at tælle
dem i Maaneder lange. En Afstikker til den tyske Farce (Tusendlcunstneren)
faldt jammerligt ud, og Teatret tog sin Tilflugt til forrige Sæsons Kassestykke
En Børsbaron, dog det havde mistet sin Magt. Efter denne unødige og unyttige
Flakken-om i fremmede Riger og Lande søgte Folketeatret tilbage til danske
Stykker, til Hertz og Ingemann. Den førstes én Akts Stykke, Fristelsen, er ikke
nogen vanlig, gratiøs Vaudevillespøg, men et Forsøg paa dybere gaaende
Karaktertegning. Dog Herlz’s Ord har her saa lidt som andensteds nogen stærk
Personlighed, og den sarte Ynde, der er hans Replikers bedste Eje, er gaaet tabt
under Anstrængelserne, tilbage bliver en stiv Tørhed, der navnlig knuger
Elskerparret til Jorden. Saaledes. beror Virkningen paa Skuespillerne, om de,
navnlig Møllers og Grenaas Fremstillere, kan aande Sjæl i Hertz’ skematiske
Menneskeskitser. Paa Folketeatret lykkedes det ikke ret; Hr. Kollings
enstonige, selvfølende Diktion med den yderst besindige Accent magtede ikke al
udstyre Møller med den ruinerede, før velhavende Mands knugende
Næringssorg som Drivkraft i hans Kamp mellem Hæderlighed og Lejlighed. Langt bedre
var Hr. Zinks Grenaa med de smaa plirrende Øjne, der lurende iagttog alt
omkring ham, og den forsigtigt dæmpede Tale. Hr. Jacques Wiehes Vilhelm
bragte med sig en tung, trykket Sørgehusstemning, der bedre end mange Ord
fortalte, hvor dybt Kancelliraadens Død gik ham til Hjærte. Iscenesættelsen bar
Præg af Tankeløshed: f. Eks. de Obligationer, Grenaa maa udlevere, skal
naturligvis henlægges til de andre Værdisager; paa Folketeatret leveredes de Vilhelm,
han stak dem i Lommen og spadserede gladeligen rundt med dem i det Gemme.

Ingemanns Magnetismen i Barberstum er, hvad Intrigen angaar, en
kritikløs Efterligning af mange holbergske Komediers, derimod er der i
Re-plikerne en med Holberg beslægtet kæk Frejdighed og en uforfærdet
Given-sig-hen i Lystigheden; en Smule beskaaret af en kyndig Haand, og det vilde være
saa kaad en Farce, som ønskes kan. Som Farce skal og maa det spilles.
Scenerne skal næsten jage efter hinanden, Akterne følge Slag i Slag. det syntes
Folketeatret ikke at have haft Øjet aabent nok for, man agede, med Hr. Hel
leman n som tempoangivende, sindigt med Stude. Bombastus blev i hans Hænder
ikke interessant, kun vissen og ynkelig, og hvorfor saa gøre ham baade
skævhovedet, duknakket og pukkelrygget?. Hr. Hellemann synes i den sénere Tid al have
forelsket sig i mindre velskabte Figurer. Fru Rosenbaum bar Prisen af alle,
hendes Pernille ejede smittende Munterhed; særlig udmærket var hendes Spil i
Qærde Akt, Overgangen fra ustyrlig Lystighed og vilde Narrestreger bagBombastus’s
Ryg til paataget Alvor og grufuld Forbavselse, naar han vendte sig om mod
hende, gik med beundringsværdig Sikkerhed. Denne Skuespillerinde besidder
næsten alle Betingelser for Pernillefaget: et kønt, friskt Ansigt med et Par
snar-raadige Øjne og en rødlæbet Mund, hvori sidder en væver Tunge, der paa sin
rappe Fart aldrig slaar Knuder, hendes Replikbehandling er frejdig og djærv,
hun gaar ikke sky af Vejen for en Drøjhed, den falder hende netop saa
mundret, at den ingen Anstødssten kan blive, end videre kvikke og naturlige
Bevægelser; kort sagt: det kgl. Teater burde skyndsomst sikre sig hende til den længst
ledige Pernilleplads.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:37:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1887/0116.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free