Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Emil Hannover: „Zwinger“ i Dresden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blev imidlertid ført tilbage til Sachsen, og, saa utroligt det end
lyder, vedblev Hoffet at vente Hjælp af hans Guldmageri. Efter
at være flyttet først til Albrechtsburg ved Meissen, derfra til
Königstein og endelig paany til Dresden, reddede Opfindelsen af
Porcellænet ham, just da Kongen var i Færd med at tabe
Taalmodigheden.
Og denne Konge, som forgæves tigger et Laan paa nogle
faa Tusend Thaler af sin egen By, sætter, naar han ved Landssalg,
Pantsætninger eller ekstraordinære Skatteindkrævninger er kommen
i bedre Omstændigheder, uhyre Summer over Styr til slet ingen
Nytte. Turisten v. Loen, en fin, tendensfri, men noget blød
Sædeskildrer, der besøgte det sachsiske Hof paa August den Stærkes
Tid, skriver, at »Dresden er som en hel Forlystelsesanstalt«, og
»Kongen synes født Menneskene til Lyst og Glæde«, v. Loen
kunde heldigere have sagt: Hoffet til Lyst og Glæde, ti for
August den anden eksisterede Land og Folk kun som de
Indtægtskilder, hvoraf Hoffet øste. Det var, som opfattede han Fornøjelserne
ikke blot som en Regents Ret, men som hans Pligt. Han befattede
sig nødig med Statssager, skrev ugæme, gennemsaa intet Regnskab,
hvoraf Følgen var, at kun faa Regnskaber blev førte. Han var,
som ogsaa Forholdet til Bøttger viser, af et utrolig sangvinsk
Temperament, der ingensteds kommer bedre frem end i hans
utallige Kærlighedsforbindelser. Han vidste eller maatte kunne
vide af Erfaring, at han kun kunde elske for Dage, Uger, Maaneder
eller Aar, men hver Gang han skiftede Kærlighed, troede han
ikke desto mindre den nye stiftet for Livet. De sachsiske Damer
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, der af alle samtidige
Forfattere roses som de skønneste af Lød og af Blod, vare ikke
synderlig kyske i deres Tilbøjeligheder. Wolframsdorf skriver, at
der gives en egen Klasse Folk ved Hoffet, som, da de ikke kunne
leve af egne Midler, ofre deres Koner til Kongens Fornøjelse for
at opnaa hans Gunst. W. raader Kongen til at handle saaledes
med disse Damer: »leur donner un coup de pied, aprés s’en étre
servi«, — og Lady Montague kalder i et Brev af 21de Novbr. 1716
fra Leipzig Sachsen for »a country, where points of honour are
not over-scrupulously observed among ladies«. Man kan dog
næppe tvivle om, at Demoralisationen udgik fra det stærke Køn
og i snævrere Forstand fra Kongen selv, naar man véd, at denne
endnu i sin høje Alderdom forførte sin egen illegitime Datter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
