Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Emil Hannover: „Zwinger“ i Dresden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Her danses, hvad Jus ti kalder den bakantiske Vals:
Lovene spottes, hvert bærende Led mangedeles, Ligevægten
forsømmes, — Bygningen taler. Den fortæller vel ikke altid Sandhed,
men dens Tale interesserer dog. Den stræber med grov
Pointering, i klare og tydelige Billeder at forkynde, hvilken mægtig Konge,
den har tilhørt, hvilken tro Tjæner, der har skabt den. Den
fortæller hvilken Livslyst, der har banket i dens Ejers Puls, hvilken
Fest Livet har været ham. Den beretter om rige Banketter, om
Champagnerus, om Strømme af gylden Vin, om svulmende skønne
Kvinder. Den hvisker om Elskov, tier om Voldtægt, taler om Dyd
og er stum om Last. Den beretter om en enevældig Monarks
Opfattelse af Storhed og Ret Derfor vrimler den med Kroner, Sceptre
og Æbler, med Kurhatte, Ørne og Chifre, med Skjolde, Sværd og
Stjærner, Vaaben, Laurbær og Overdaadighedshorn, med Panfløjter
og Sækkepiber, med allegoriske Fremstillinger af Dyder og Kunster,
med Statuer af Diana og Flora, med Ry forkyndende Famaer og
Kærlighedsguder, med Tritoner, Satyrer og Fauner. Og mellem
alt dette snor sig Blomsterguirlander i yppig Frodighed, bærende
vinfyldte Kurve, omsluttende leende Masker, kastende deres Ranker
ned over Søjler, forvandlende sig til hermeagtige Atlanter.
Bygningen bugner og synes at stønne i Korpulence. Men selv de
muskuløse Atlanter, der med vældige Anstrængelser bære det hele,
glæde sig over at arbejde i Jubelens Tjæneste og løfter med
fryddrukne Ansigter den tunge Byrde. Øverst krones Pavillonerne med
Fremstillinger af Herkules, med hvem August den Stærke saa gærne
saa’ sig sammenlignet.
Det ser saa troværdigt ud alt, der er saa megen Glæde,
saa meget Skælmeri, saa megen Barnlighed, saa megen »allerkæreste
Forvrøvlethed* i det hele. Hvad maa det ikke have været for et
muntert, uskyldigt Barn, denne Konge; hvilket Ideal maa dog ikke
hans Bygmester have set i ham; hvor maa dog ikke Folket have
elsket slig en glimrende Monark! Hvilken Sans for Kunsten
aaben-barer han ikke i denne Bygning, i hvis Oprindelse han endog selv
skal have Andel! Har han saa ikke ogsaa Ret til at skrive sine
Chifre et halvt hundred Gange derpaa og smykke den med
kongelige Kroner! Og Herkulesfremstillingerne paa Tinderne? Ja de sigter
selvfølgelig kun til Zwingers Efterligning af de hesperiske Haver!
— Men des værre, der er ikke ret mange sande Ord deri, det er
Løgn det meste. Som allerede sagt paa denne Afhandlings første
Sider: Kunsten skulde være August den Stærkes Tjæner, — og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
