Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men dermed er ogsaa Bogens Fortrin nævnte. Med selve
Fortællingen, der begynder efter det fjærde Kapitels Slutning, har
Kielland taget sig det let. Vilde man bruge en stærk Betegnelse,
kunde man sige, at han har givet os en Sludder for en Sladder
om et Forhold mellem Fader og Søn Præstemand og en ung rig
Dame fra Kristiania, der ubegribeligvis har forlovet sig med Sønnen.
Der er intet meddelt, der blot antydningsvis skulde kunne faa os
til at tro paa Muligheden af denne Forlovelse mellem et Par
Mennesker, der efter Beretningen ikke hajr det mindste tilfælles.
Digteren har ikke anstillet Prøve med sine Figurer ved at lade
dem tale sammen, før det alt er paa Heldingen med Forholdet,
og da saa Ophævelsen af Forlovelsen kommer, er det i en
Situation, der snart sagt er lige saa urimelig som selve Indgaaelsen af
Forbindelsen. Forfatteren lader en ung Dame fra det bedste
Selskab i Kristiania komme ud til en anset Præst paa Landet som
hans Svigerdatter for der i Præstegaarden at føre en grov Mund
om Statskirkens Hykleri og Frafald fra den rene Lære. Hun
holder første Paaskedags Aften en Tale paa halvtredje Trykside
om Præsteskabets bedragerske Forhold til »Eden«, og da det er
besørget, og den gamle Præst i den Anledning udtømmer Herrens
Vrede over hende i Profeternes Sprog, og Sønnen i sin Befippelse
giver sig til at bede halvhøjt i Stedet for at hjælpe hende, kaster
hun sin Ring og begiver sig i Mørke og Snefog fra Præstegaarden
til Lensmandens Ejendom et Kvarters Vej eller saa derfra. Og
Meningen er ikke, at denne Frøken paa nogen Maade skal have et
afstikkende Væsen, tvært imod, hun er Verdensdame.
Sandsynlighed er der ikke meget af i Fortællingen.
Figurerne maa som Følge deraf blive os ligegyldige, og heller ikke
interesserer Historien os paa anden Maade. Det ser ud, som om
det har været Kiellands Mening, at vi for Alvor skulde lade os
fængsle af det Spørgsmaal om Statskirkens Hæderlighed, der
optager Frøken Gabriel le saa stærkt; men det turde dog være et vel
stærkt Forlangende i det Herrens Aar 1886, da den Ting vel maa
siges at foreligge nogenlunde grundig belyst Kielland er ogsaa i
adskillige Sidebetragtninger og Allegorier ude efter det store
»Morgenbladet« i Kristiania, som han tillægger Hovedansvaret for al
Fordummelse i Norge. Men det er for lidt til at gøre os varme for
en Ting blot at nævne den. Vil en Digter af sin virkelige
Formue en Sag til Livs, saa har han jo netop faaet Kunstens Gave
til at gøre den levende først, inden han jager Vaabnet igennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
