Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
været dum. Vel er hun rød som et dryppende Blod, da hun
atter staar oprejst og i Orden foran Politilægen og hans Assistent,
som blader i en Protokol og ligegyldig siger: »Værsgo’ — nu er
der ikke mere,« idet han følger hende til Døren, og raaber: »den
næste«, men da hun træder over Tærskelen, har hun faaet sin
blege Olivenfarve igen. »Og frejdig som om ingenting var, mønstrede
hun nu, da hun gik igennem Venteværelset, disse offentlige
Fruentimmer, som havde genert hende saa, da hun gik ind, deres
Ansigter, deres Klæder, deres Hatte.«
I næste Kapitel, Bogens sidste, der kun er et Par Sider
langt, staar Albertine om Natten halv afklædt i en Dør i »Vika«
og skriger efter nogle Natteranglere, som vandrer forbi.
Visitationen havde gjort det af med hende.
— Alt maa man beundre i denne Bog, men rigest er
Begyndelsen med Skildringen af den unge Sypige i sit Hjem: Denne
lille Kreds af Tanker, som hun aldrig kommer ud af, dette
Spørgs-maal om Laanet af Olines Regnkaabe, som hun instinktmæssig
føler er afgørende, Kirkegangen med Albertines trygge Følelse af,
at her er hun i godt Selskab, Vandringerne paa Carl Johan med
Vrimlen af de to Kristianiapigebørns og Haandværkerdøtres
lille-’hjæraede Smaastadsinteresser, og saa Moderens forkomne Lyst til
at snakke lidt, og Edvard, der har »Asmastæringen«, og 17de Maj!
Det er en Kunst, der fanger Virkeligheden som i et fint Net,
Støvfnug og smaa Solstraaler er med sammen med de større Ting
— man tænke blot paa 01 res ten i Flasken, som Edvard trakterer
sin Moder og Søster med ved Pavillonen —, og ikke noget er
lagt til rette, ikke noget heller er langt, og intet, der kan
overkommes fra Iagttagerens Standpunkt, mangler. Forfatteren vil
formodentlig kalde sin Fremgangsmaade for »Impressionisme«, men
Ordet fylder for lidt. Foredraget standser ganske vist aldrig for
at blive udmalende, Ordene er i evig Bevægelse, og Stilen ligesom
opløst, Stemningen frembringes ved lutter samvirkende
Enkeltiagttagelser, men der er til syvende og sidst mere Liv i hvert Ord
for sig, end den egentlige Impressionisme kan taale. De ikke blot
maler Tingene men gaar tværs igennem dem.
»Albertine« har sin Kunst for sig.
Men saa er der tilbage et Indtryk af Bogen, som man ikke
kan ryste af sig. Man ser et bredt, mudret Vand flyde. Oppe
ved Kilderne sidder Folk, som lyser Forbandelse over Vandet, og
kaster Anklager i Strømmen, deraf Urenligheden. Men de rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
