Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig som Kragerne paa en Snemark og foresnakke hverandre, at
Livet var skønt.
Der var den virkelige, haandgribelige Sult. Ingen, som har
læst Bogen, kan have glemt Daniel Sørbrauts Besøg hos Ole
Bentsen og Peter Dirk, da han som en sidste Udvej for at skaffe
sig blot en Dags Føde lusker op til disse Halvkendinge og
sætter sig til at logre for dem en Time eller to og endda maa
gaa bort med uforrettet Sag. Det var Nedværdigelsen uden
Skaansel, Trangens sande Usseldom, et Billede, som gravede sig
ind i Læserens Sjæl med Smerter omtrent som dem, der skreg i
Daniels Tarme.
For at finde noget tilsvarende maa man gaa til den russiske
Literatur. Dostojevski har haft Ævne til at male lignende og
værre Tilstande, men ellers vil kun Strindbergs Skildringer i »Røda
Rummet« kunne komme op i Nærheden af dette. Noget saa
ubarmhjærtigt ægte er det en sjælden Sag at faa fat paa i
Literaturen.
Men saa var der Foredragets daarende Lyde. . Klunk og
Rislen, som af det skjulte Vand i Bjærge, der arbejder sig frem,
muntert og frugtbargørende og med en vemodig Biklang. Det var
alle Steder, og det gjorde Rejsen gennem Bogen til en aldrig
afbrudt Nydelse.
»Mannfolk« er skrevet i en lignende Stil men med en
Tilsætning af mere Energi: mere Fasthed, mindre Vemod.
Mest af alt handler Bogen om Forholdet mellem de to Køn.
Det er de to Grunddrifter, Sult og Kærlighed, som hidtil har præget
Garborgs Forfatterskab, Sulten i »Bondestudentar« og Kærligheden
i »Mannfolk«. Og som de fleste i Livet foretrækker en
Forhandling om Elskov for en Debat om Nød og Mad, vil hans sidste Bog
rimeligvis gøre større Lykke end hans første.
Den har stærkere Farver. Der er undertiden næsten Vælde
i den enkelte Virkning af en Replik eller et Ord. Men intet skriger
med en falsk Lyd. Virkeligheden har netop disse pludselige
Udbrud af en Kraft, som synes overgemt fra Tider, hvor Tilstandene
ikke var saa skrøbelige som nu. Enhver kender Ytringer fra det
daglige Liv af Lidenskaber, som paa en Maade er hjemløse nu
paa Jorden, da man ikke for en Strids Skyld om Boven af en
Bjørn eller Siden af en Hjort farer hinanden i Struben, og alle
er fortrolige med Brugen af Betegnelser, som kunde synes mere
egnede til at bryde Vej i en Urskov end til at skaffe Rum for en
Tilskueren. 1887. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
