Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for den største Del af Tilskuerne, sønderslog den stakkels Prinsesses
Pottemageriager, og dermed var den Potte ude. Og endnu et Eksempel: hvorledes er det
dog Jægerne ere stillede op i sidste Tableau, de staar bundtet sammen som en
Flok Slagtekvæg, langt naturligere havde de taget sig ud liggende i Græsset.
Maaske vilde Sangen ikke lyde saa musikalsk korrekt, og maaske der paa et
anderledes arrangeret Marked ikke gaves Lejlighed til Udfoldelse af saa megen
koreografisk Dygtighed, dog hvad gjorde det vel egentlig til Sagen ? Hvad er det vigtigste:
Bravursang og Bravurdans eller et livligt illuderende Billede? Naar Ballet og
Opera medvirker i et Skuespil, saa er de kun Ornamenter, og skal ikke have
Lov til at brede sig selvstændigt indenfor Skuespillets Ramme. Dette var netop
Hovedfejlen ved det Teaters Iscenesættelse, at Dans og Sang virkede paa egen
Haand. Ingen klog Feltherre lader det være Hjælpetropperne, der afgør Slagets
Udfald. Udstyrelsen af Der var engang — stod i sin Helhed vel nok en Smule
over Kasinos af Aelcepot, men til Gengæld rummede det ingen Scene saa smuk
og umiddelbart betagende ved sin nationale Duft som Nissernes Julefest i Askepot.
Teksterne til disse to Æventyrkomedier vare vel omtrent lige tynde,
naturligvis fandtes der en Del skønne Vers i Hr. Drachmanns, men saa var Hr.
Marcussens en Del harmløsere. Denne megen Deklamation til Danmarks, og
atter Danmarks Pris bliver nemlig let usmagelig i Længden, og Prinsens
Optugtelse af Prinsessen gennem Dyd og gode Sæder til den rene Kærlighed vander
ud i en Mælkebrødspoesi, der kun slet passer ind i Æventyrenes uslikkede Verden.
Baade paa det kongelige Teater og Kasino anspændte de fornemste Kræfter sig
af bedste Ævne, men „hvor intet er, har selv Kejseren sin Ret fortabt*. Skulde
man endelig nævne nogen, da maatte det være Hr. Albert Helsengreen,
i hvis Lod det var faldet at fremstille en Art værdig Fader, der af Angst for
Fattigdom og Nød trækker Ægtemandsnathuen paa; dog kom denne udprægede
Komiker godt herfra, ja gjorde endog et ret paalideligt Indtryk.
Naar man fra al dette Æventyrpaastyr pludselig staar overfor Dr.
Schando rphs Uden Midtpunkt, faar man en Fornemmelse omtrent vel som den, en
Sømand føler, naar han efter lang Omflakken paa det øde Hav pludselig øjner
Land. Det er Mennesker af Kød og Blod, de taler vort Sprog, de svæver ikke
oppe i den taagede Verse-Verden. Glæden over atter en Gang igen at være
sammen med rigtige Mennesker faar én let til at lukke Øjet for de Par Minuter,
Schandorph til Slut fører sine Personer bort fra Virkelighedens faste Grund,
ikke til den blege Romantiks Gengangerland, men til et Utopien, hvor Hjærtets
Saar læges hurtigere end i Virkelighedens koldere Rige. Gærne vil han se
de Mennesker lykkelige, han holder af, derfor kan han ikke bringe det
over sit Hjærte at lade sin unge Veninde, Komtesse Alvilda, sidde ene tilbage,
og han sender hende saa i Barndomsvennen Otto en mild Trøster og en
trofast Ven.
Skuespillet Uden Midtpunkt er ikke nogen Dramatisering af
Fortællingen af samme Navn. Nej, fra Grunden af er det tømret op fra nyt, ingen
Kendskab til Fortællingen fordres for at nyde Stykket, ja det er vel endog et
Spørgsmaal, om dette ikke havde slaaet sig ved at faa et andet Navn, det gamle
passer ikke ret. Dog det er en Bagatel i Sammenligning med alt det gode, det
rummer i sine fire Akter. Nu først Introduktionen: med faa, sikre Streger
tegner Schandorph for os et klart Billede af Livet paa det adelige Herresæde
Lungelse. Der er tyst i de store Rum, ingen høj Tale jager de henfarne Slægters
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
