Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Støvlehæl, eller der morer sig ved med koldblodig Ironi at oppille den Trævl
for Trævl. Vel reserverede Bladet sig mod herved at sigte til de nævnte
Forfattere, men der var vist ingen der tog fejl af Adressen; Chiewitz i det
mindste ikke, han gemte, men glemte ikke, og i Aaret 1854 kom hans Svar
paa Tiltale: Det kedelige Drama eller Hvad der behager Publikum. I denne
literære Parodi hudfletter han ubarmhjærtigt alt det, han saa ned paa i den
daværende dramatiske Literatur og hejst naturligt falder Slagene ikke sjældnest
ned over Hostrup, Studenternes fejrede Digter. Døden, der kort efter ramte
Chiewitz, forhindrede ham i at vise, om han selv havde kunnet yde noget bedre.
Hans Produktion er ikke stor, foruden nævnte Parodi tre Fortællinger og
én Komedie af eget Arbejde, end videre i Forbindelse med Adolf Reeke fem
Vaudeviller og nogle Oversættelser. Fortællingerne staar ikke højt i
kunstnerisk Henseende, skrevne som de ere næsten helt igennem paa Avisdansk.
I det hele ere de maaske ikke saa lidt i Familje med Aviser, baade i
Henseende til Maal og Midler. Hans Fortælling Nytaarsgave for Forlovede eller
Savledes forholder det sig, af Annette T. vakte stort Røre viden om i København.
.Nogle betragtede ham,* skriver M. Goldsclimidt, „som en ond Engel, der
vilde fordærve det danske Samfund, andre hilsede ham som en
moralsk-kirurg-isk Genius, der med sikker Haand vilde foretage en gavnlig, men smertelig
Samfundsoperation.* Denne Modtagelse æggede Chiewitz, den megen Forargelse
gjorde bam blind for alt andet end Snærperi og Hykleri, hvad han til Gengæld
saa alle Vegne. Da han intet Blad havde at skrive i, udsendte han som en
Art Svar et Par Bøger, maaske for at vække yderligere Forargelse, deraf
vistnok for en Del deres ukunstneriske Form.
Anderledes med de dramatiske Arbejder. Selv havde Chiewitz villet
være Skuespiller, man mærker dette tydeligt i Det kedelige Drama, hvor han
spotter over de Bestræbelser, der var oppe hos nogle Forfattere, for at forringe
Skuespillerens Kunst, ja helt fornægte den som Kunst. Det eneste, der kunde
bringe ham ud af hans aristokratiske Ro, var, fortæller Dagbladets udførlige
Nekrolog, Teatret, det var hans eneste Lidenskab. Skade derfor, at vi kun har
ét eneste dramatisk Arbejde fra hans egen Haand. Det er et Begynderarbejde
mærker man helt igennem, Intrigen er højst indviklet, dog Replikerne viser en
ikke almindelig Lethed i Formen. Stykket, hvis Navn er Venskab og
Kærlighed, rammer med sin Satire heldigere Burrevenskabet end
Forlovelseskærligheden. Hvor meget man skal tillægge Chiewitz af de i Forening med Recke
udgivne Vaudeviller, er vistnok højst tvivlsomt. Han hørte jo til de Mennesker,
der mageligt henslængt i en blød Stol, rygende paa en god Cigar, blandt
prøvede Venner, kan fremsætte mangehaande Planer, som for dem aldrig naar
ud over Tankens taagede Verden, men de faar i det virkelige Liv saa lidt
udrettet, fordi de intet gider. Derfor er det ikke umuligt, at Chiewitz allerede
paa Halvvejen, ja maaske før, har mældt sig fra, og Recke saa har maattet besørge
Resten alene. Hvad nu særlig angaar En Fortid, saa vides det med Sikkerhed,
at Grundidéen skyldes Kaalund. Mon det ikke er ret rimeligt at antage, at
Vennerne erChiewitz’sBidrag? Disse Venner er som Hovedpersonen selv Studenter;
og hvorfor skulde de ikke være Minervas ægte Sønner, hvorfor skulde den Tid
kun have haft saa pæne og saa maadeholdent soldende Studenter som Hostrups?
Nej lad os tage Chiewitz’s maaske en Smule raa Studenter som et Supplement
til Hostrups Studenterinteriører.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
