Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Chiewitz’s Betydning for dansk Literatur ligger saaledes ikke saa
meget i hans Arbejders særlig høje Værdi, som i den Omstændighed, at han
var den første, der, som Dagbladet sagde det efter hans Død, med
„Uforbebolden-hed gik ind paa Forhold, der hidtil havde været skjulte under Pænhedens Maske*.
Et nyt Stykke af Chiewitz ogtRecke var en lille Begivenhed, siger Goldschmidt,
og Grunden dertil laa „fra først af i, at de tirrende have rørt ved noget, som
har Hævd, at man ved deres Arbejder altid er paa Vej til at forarges — eller
for Alvor — bliver forarget — men dog bliver tiltalt af deres naturlige, friske,
om end undertiden lidt kyniske Opposition mod visse kedelige Former*. Støttet
af Dagbladet begyndte han at vinde Ordlyd i det danske Publikum, Forlovelsen
med en kærlig Kvinde jog en Pæl gennem den ensformige Genganger:
Forlovelsernes Uærlighed. Hans Natur skulde til at udfolde sine elskværdige, lyse
Sider, hans Talent hæve sig til større Vingeslag, da Døden brat endte hans
unge Liv.
Chiewitz’s blotte Navn var som spansk Peber i Næsen paa den akademiske
Selvfortrinlighed, en rygende Brand i Næsen paa den spidsborgerlige, snærpede
Pænhed. Hans Ære, den ingen skal tage fra ham, er i en Aarrække at have
været Saltet i den danske Literatur.
Opførelsen af En Fortid gjorde ikke Folketeatret megen Ære, Udstyret
var i den vanlige, meningsløse Halvstilhed, og Spillet for de flestes Vedkommende
tarveligt, kun Hr. Orlamundts forsvirede Schrøder slog ret til. Hr. Reumert
nød sin egen mandige Skønhed, men af de Busch var der ikke mindste Gran at
opdage. Skuespilleren véd sikkert, at denne Figur er tegnet efter en af Chiewitz’s
Venner, Arboe Mahler, en mislykket Eksistens, der under en bred Gemytlighed
søgte at skjule sin dybe Sørgmodighed over sin egen Stilling, han kaldte sig
Kammerjunker de Busch, og døde yderst kummerligt i den Tro, han var
Kammerjunker de Busch. Selv den bedste Sonde vil ikke i Hr. Reumerts de Busch
finde mindste Smule Tristhed, saa godt vidste Mahler ikke at dække sig, selv
i sin Velmagts Dage. Fru Maria Möller spillede baade her og nys i
Feriegæsterne Elskerinden med større Inderlighed end vanligt; det lille Smertens Ryk,
der för gennem hende ved Synet af Ringen paa Janes Finger, var illuderende ved
sin Pludselighed.
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
