Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dag og Himmel kan undertiden samle de mange Timers Spredthed
i en Aftens fine Indhold.
I den Slags Betragtninger gik jeg og var just kommet til
det afsluttende: Aftenen samler Dagens Resultat — da jeg bag
mig hører en klagende, mumlende Stemme.
Jeg vender mig om, finhør for alle Livets Lyd.
Der gik en liden, gammel Kone nogle Skridt efter mig, og
ellers af alle Slags frem og tilbage i Fart; det var en Lørdag
Aften. Jeg mistænkte øjeblikkelig den gamle; hun saa anderledes
ud end andet skikkeligt Folk, der ingenting har at fortælle,
allermindst alene paa Gaden ud i Vind og Vejr.
Og det var ganske rigtig; hun- gik og saa ned og snakkede
væk. Det lød som en hel Ramse.
Jeg sagtnede mine Skridt og kom hende nærmere ind paa
Livet; hun gik og fortalte en Mængde Ting, glade og uglade om
hinanden med den samme enstonige Lyd. Det gled som et lavt
svindende Bækkefald; dæmpet farveløst som om hun var træt,
eller det var noget, som ikke kom hende ved––––eller saa langt
borte, at det ikke længer gjorde noget.
Jeg standsede og gik nogle Skridt efter hende. Som hun
gik mig forbi, løftede hun et Par store, matte Øjne med et
mistænkeligt Udtryk og holdt inde. Et Minut efter begyndte
hun igen.
Hvad det var for et besynderligt Ansigt med de graa,
mandelformede Øjne fuldstændig slukkede af, — og det fine,
dødblege Ansigt gennemfuret af nervøse Trækninger; og for en
besynderlig Skikkelse, ganske, ganske liden, mager som en
forsultet og med en ejendommelig brudt Gang, som under knugende
Byrder.
Hun gik med en liden, let, tom Kurv. Skøndt det var saa
lummervarmt, havde hun en tyk Uldværkenskjole, der stod stiv
om den spinkle Krop, og et Uldsjal havde hun tullet sig ind i,
som om hun frøs. Baade Kjolen og Sjalet var i de snirklede,
gamle Mønstre, man synes, man husker fra sin Barndom. Det var
saa stort lagt, at Snippen sopte Gaden eller fulgte hendes ustø
Fodskifte med smaa iltre Vendinger; paa Fødderne havde hun
lysegrønne, broderede Tøfler, som tog op i Skørterne for hvert
Skridt; — og paa Hodet en tyk stukken Vinterlue, der i den
lumre Aftenluft uhyggelig varmt indrammede det aftærede Ansigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
