Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Jeg er af godt Folk, det er jeg. Pene Folk var det, Far
og Mor. Mor røslig og djærv og morsk og stor; alt hun tog sig
for gik med Lyst, og naar hun slog, var hun hidsig.
Det var mig, som mest fik det, for jeg var den ældste; de
andre var Gutter, og dem havde hun ikke Hjærte til at slaa.
Saa gik det saa fort af mig fremfor de andre. Jeg var lige
blid næsten med det samme, det var akkurat som at skvætte Vand
paa Gaas, det var syndig Letsindighed, sagde hun, og saa slog
bon. Jeg trængte det, jeg kunde faa, sagde hun, og saa slog hun.
For jeg havde det med at le, og det likte hun ikke. Det
var Arvesynd efter Far, sagde hun.
Og Arbejde lagde hun mig i, saa liden jeg var, ja men var
jeg i Selen; for rent skulde der være, som der var blæst, og
Gatterne rev og sled og rakkede sig til, og det var bare Mor og
mig til at holde i Stand, men le gjorde jeg lel — for jeg havde det
efter Far.
Han var saa liden og blid og snil, og naar han rigtig tog
i med at le, kunde han næsten ikke holde op. Det var til
Overlag rent — Mor saa sig vild paa det.
Saa sagde Far, det var fordi han ikke var saa kristelig han
som hun. Og saa lo han og jeg med; for jeg var heller ikke
kristelig.
Saa blev jeg større, men gaaende hjemme blev jeg med at
lappe og stoppe og holde rent, for der kom et rent Ustyr med
Dnger, og jeg var den ældste.
Slemt var det, men kristelig blev jeg ikke for det. Det var
med mig som med Far; han havde det heller ikke godt, men han
lod det skure.
Naar Bedstemor kom og saa, hvordan jeg havde det, strøg
hun mig over Hodet.
»Du kan aldrig fuldtakke Vorherre,« sagde hun, »for det
farlige Humør, der er i dig; med slig en Gave kan det sagtens
rare det samme, hvordan Verden falder over én! — Herregud
––-der kan én se — al den Ting er til det bedste! —–––––––-
Det siger jeg altid til din Far ogsaa!«
Men naar Moster Mariane kom, fik det en anden Laat.
»Din Gud,« sagde hun, »er dig saare naadig; han har i
sin Forbarmelse ladt dig faa en Mor, der vaager over dine
Synder;–––-saa sender han ogsaa i sin Godhed Huset fuldt af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
