Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— En anden Dag kom Moster. Hun bad og læste over
mig; jeg maatte aldrig tro andet, end at alting var til det bedste;
det var Frelsens Stund, der var kommet baade for Ole og mig.
Til Slut syntes jeg, at jeg nogenlunde kunde forsone mig
med al den Tilskikkelse, men at saa Vorherre kunde have Hjærte
til at lade dem gaa slig og plage mig ovenpaa! —––––-
Men Bedstemor, som var den eneste jeg trøstede mig til,
sagde, at hvert Menneske maatte lære at være taalmodig; derfor
var det mig saavist til Gode.
— To Gange i Ugen var jeg paa Asylet. Som Vinteren
gik, blev Ole bedre, og hver Gang, jeg var der, vilde han hjem.
Hjem! sagde han bestandig og saa paa mig, blank og vaad
i Øjnene.
En Dag jeg var der med Vesle-Ole, sad han og sagde ikke
et Ord, men han veg ikke fra os med Øjnene.
Da jeg skulde gaa, rejste han sig ogsaa, sagde ingenting,
»men tog og holdt os fast, mens det lynte af Øjnene paa ham.
Jeg blev ræd. Jovist skal du være med os hjem, sagde
jeg; men du maa først ind til Doktoren og sige Farvel og Tak
for dig; det ved du, du maa.............saa venter vi her paa
Gangen.
Opsynsmanden fik ham ind i det næste Værelse og skyndte
paa os, men hvordan det nu gik med mig og Vesle-Ole, saa fik
han et Snarglimt af os, før vi kom af Sted, og jeg skal aldrig i
Evighed glemme de Øjne, han saa efter os med. Herregud, hvor
han kunde sørge, endda han var slig i sit Hode!
— Men da Sommeren kom, og han blev bedre, blev han
anderledes imod mig. Naar jeg var ude hos ham, sagde han
ingenting, men sad og saa’ saa gnistrende sint paa mig, at jeg
blev ræd, og tænkte det var bedre at lade det være en Stund.
Siden fik jeg vide, at Familjen var der og fik Lov at tage
ham med hjem i dagevis. Og de havde sagt til ham, at det var
Mestersvenden, som hed Olsen, og mig, som ikke vilde have ham
hjem, men levede højt paa hans Penge. For Søstrene havde nu
det for sig, at Ole og jeg var grundrige. De tænkte, om de
kunde faa fat paa Ole og faa ham til at bo hos sig, saa skulde
Pengene komme med. Derfor havde de fundet ud, at Ole og jeg
skulde skilles; for det var mig, som holdt ham i Asylet, endda
han ikke fejlede noget længer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
