Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Frøken Alvilde Prydz: Alt til det bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Du maa ikke være sint paa mig Ole, bad jeg, for jeg
kunde ikke gøre det anderledes — det kunde jeg ikke! Og
alting er til det bedste, det maa du tro–––-for det har jeg be-
standig hørt!
Men Ole svarte mig ikke; han laa saa bleg og stiv i
Øjnene.
— Men jeg syntes, jeg maatte have et Ord af ham, ellers
kunde jeg ikke holde det ud.
— Ole, sagde jeg — — det var ikke min Skyld, det maa
du tro; — jeg har — — jeg holdt saa af dig Ole, det maa
du tro!
Saa saa’ han paa mig — men han var styg; Øjnene
begyndte at gaa paa ham — men bagover, ind i Hodet. —
Anders kom og tog i mig. — »Han kender Dem ikke,
Madam — — — nu faar De gaa, ellers gaar det slig som sidst!
— Men jeg kunde ikke aarke det — jeg lagde mig ned
over ham.
Giv mig Haanden Ole, bad jeg, ellers holdej- jeg det ikke ud.
Men han gjorde det ikke — én fik vel holde ud. Anders
bar mig bort igen, for jeg var ikke mig selv.
Den næste Dag døde Ole. Men jeg, min syndige Sjæl,
misundte ham det, at han var død. Jeg bad saa hjærtevene til den
almægtige Gud, at han skulde tage Livet af mig ogsaa–––––––
naar han ikke gjorde det, var det vel for de usselige Børns Skyld.
Men jeg var saa blind og uvittig; jeg syntes, han kunde have
fundet paa en anden Raad, han, som selv stod for Styringen.
— Hvordan det gik saa siden–––-det var tufs nok, var
det — og ingen Endskab. For Vorherre var inderlig strid; han
vilde ikke lade mig dø, skøndt jeg var saa vyrdesløs, at jeg
tænkte, det maatte bære væk mangen Gang.
Saa var der ingen anden Maade for mig at slippe unda
paa end at gøre det selv; men det vilde jeg ikke, for jeg tænkte
Vorherre maatte vel have sin Mening, naar han stod slig imod.
Du gode Himlens Gud, tænkte jeg — den, som kunde sove
bestandig; det maatte være frydelig!
Men det blev der ingenting af; jeg maatte slide for Føden
til mig og de to — for da Ole var død, var der ingenting igen
––han fik det sidste med sig i Graven, det gjorde han ærlig
og redelig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
