Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr. phil. S. Schandorph: Natmandens Datter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men hun maatte jo give ham den tilbage. Langlig fulgte
hendes Øjne den, da hun rakte ham den.
— Vilde du gæme have den Ring? spurgte han, da han
havde sat den paa sin Finger igen.
Hun svarede ikke, blev igen ildrød og stak sit Ansigt ned
i den kolde duggede Bouket. Han sagde det samme en Gang til,
fik heller intet Svar. Da sagde han:
— Hør Ellen, hvis du i Aften Klokken ni vil staa her paa
samme Plet ... ganske præcis Klokken ni, saa skal denne Ring
være din. Vent lidt.
Han bøjede sig ind i Værelset, i en Fart var han igen i
Vinduet og rakte et blankt Guldstykke ned imod hende.
— Nej, nej, stammede Ellen og vilde til at løbe.
— Hvis du ikke tager det, kaster jeg det ud i alt dette
Vildnis, og saa kan du se, om du finder det.
Denne Appel til Pigens praktiske Sans forfejlede ikke sin
Virkning. Hun tænkte: Hellere end det skal blive borte og findes
af en af Havekarlene, vil jeg tage det.
Hun snappede Guldmønten ud af hans Haand, vendte brat
om og løb bort gennem knagende Grene og hvislende Løv.
Dug-draaber strøjfede Kinder og Arme og satte sig fast i Haaret.
Hun kom ud i en lang mørk Allé, der førte til
Gartnerboligen. Hun gik sanseløs, beruset af Ringens Glans, af den
stærke Duft deroppe fra Vinduet, af Genlyden af Kammerherrens
bløde Røst, af den gyldne Rigdom, hun holdt i sin Haand.
En krum, dunkel Sti løb ud i Alleen. Hun saa én komme
frem, som hun naaede lige ud for Stien. Jøsses, det var
Hofjægermesteren! Hvad skulde hun gøre? Han havde det Par
Gange, hun havde mødt ham, taget hende om Livet og kysset
hende og saa straks ladet hende gaa. Hun vidste ikke rigtig, om
hun kunde lide det eller ikke, men hun var lige godt bange for
ham. Se, hvor han gloede paa hende i Dag!
Det kunde ikke nytte, hun vilde undløbe. I en Fart fik
hun Guldmønten stukket ned i sin Kjolelornme og standsede
uvil-kaarlig, da Gaardens Herre stod for hende. Men i Dag saa han
underlig sørgmodig paa hende, slog ud med Haanden og sagde:
— God Dag, lille Ellen!
Han klappede hende paa Haaret og lod hende gaa. De
gik hver til sin Side.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
