Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Dr. phil. S. Schandorph: Natmandens Datter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han vilde ikke have hende prisgivet til Kammerherre
Lehnsdorff. Da han standsede hende i Haven, var han endnu
under Paavirkningen af den lette, men stimulerende
Champagnerus fra Middagen. Halvt var der humane, halvt brutale Instinkter
oppe i ham.
Da Pigen løb, gav han sig til at løbe efter hende. Men
hans Tyngde mindede ham om, at hans Tid som Væddeløber var
forbi, og med Tyngdefølelsen mældte Fornuften sig ogsaa. Da
han kom ud paa den sandige, stormpiskede, flade Kystslette, hen
over hvilken Stormen boltrede sig af Hjærtens Lyst, saa blæstes
det hedeste af Vinbegejstringen bort, og Hofjægermester
Rosen-feld skammede sig over, at han havde baaret sig saadan ad.
Hans første Følelse var, at han burde vende om og var lige ved
at gøre det. Da lyste Maanen paa én Gang over det gule Sand,
og et langt Stykke foran sig saa han Ellen løbe, Vinden sno og
vende hendes Klæder og hendes Haar flagre vildt. Han tænkte:
— Der render hun, stakkels Tøs, og tror, jeg kan naa
hende. Hun saa’ saa Pokkers godt ud. Lehnsdorff . . hm . . .
han gør én saa væmmelig. Nu render hun hjem til Faderen —
og til Sidse. Sidse! Ja hun var, Skam, ogsaa en pæn Pige . .
og nu! Det er dog nederdrægtigt, saa denne Verden er fuld af
Fristelser. Man kan aldrig faa Lov til at blive et ordentligt
Menneske, og jeg vil s’gu saa tit saa gærne være det. Det er ogsaa
Fandens, at Menneskene––––at–––-at — de ikke er skabte
paa en anden Maade. Jeg kan ikke gøre ved, at jeg er skabt,
som jeg er skabt. Bare vi allesammen var — noget anderledes.
Lyset fra Natmandshusets Vindu skinnede langt hen ad
Sandet. Hofjægermesteren saa i Maaneskinnet Døren aabnes.
Ellen var altsaa tyet hjem.
Skulde han vende om? Han syntes, det var flovt. Han
havde Lyst til at se den lille Ellen en Gang endnu, og saa skulde
han, det bandte han indvendig paa, være skikkelig imod hende.
Og den sorthaarede Sidse, hendes Stedmoder — Hm, hende havde
han rigtignok ladet gaa for Lud og koldt Vand, maaske fordi
hun ikke havde været saa »uheldig«, som saa mange kønne Piger
paa Godset.
Han vred sig under Vægten af Nag og Selvforagt. Det
rar godt, at Lehnsdorff ikke var her og kunde læse, hvad der gik
for sig med ham, for saa havde han da grint ham
væmmeligt ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
