Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bertel Elmgaard: Norsk Bohêmeliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aa tro.« Hele dette Ungdomsliv kulminerer en Aftefa i
Studentersamfundet i Raabet: »lat os naa faa noe lidderlig!« og »rundt
Bordet sang des liderlege Visur, fortalde liderlege Sogur »og
hadde fælt til Moro.« Bag efter ofrer Forfatteren endnu en lang,
men interesseløs Beskrivelse paa en Nattevandring i berygtede
Gader. Og naar Rusen er forbi, trøster man sig med følgende
Filosofi: »Pytt, der var ikkje faarlegt aa liva, naar ein hadde
ein Drope Blaasyi’e henne i Skaapet. Det skulde kvar Mann ha;
ein vart so rolig av det. Ein raadde for Tingen sjølv daa, kunde
gaa naar ein vilde, sleppa fraa alt, Synd, Sjukdom, Stræv, Plikt,
uff! berre gaa sin Veg; adjøs!«––––-Summen af alt dette er
nævnt: »Ja, vi er noen Svin. Vi er Svin« — og dog alligevel
Hyklere, burde man tilføje. Det er denne Kristiania-Ungdom,
Hr. Garborg har viet sin Bog, og det er om den, Hr. Skram
forkynder, at den »en sjælden Gang udsender en Profet, hvis
Gerning skinner over Norden«. Dette er vistnok i sig selv en Profeti;
ingen af de Garborgske Helte er Profeter, og fra Virkeligheden
kender vi lige saa lidt deres Lys.
Om disse Forhold fortæller Hr. Garborg nu uden Spot og
Ironi, uden Lune eller Munterhed, i en Tone, der er haard og
kold, og som de fleste vel vil finde raa, ikke alene hvor han
gengiver andres Tale, men ogsaa hvor han selv beretter. Vi er her
— som hos alle de norsk-danske Bohémeforfattere — lige fjærn
fra den Indignation, der skaber Vers, og fra den blussende,
sanselig glade Ungdom, der ogsaa fra en Storm- og
Trængselsperiode kan hente Sødme og Melodier. En tung, klam,
livsdræbende Taage ruger over disse Skildringer og hindrer enhver Udsigt
baade frem og tilbage. Personer og Forhold, der absolut burde
udleveres til komisk Behandling, tager Hr. Garborg paa med den
dybeste Bedemands-Alvor. Man hører undertiden indvende, at
Mangel paa Lune og Vid og komisk Ævne ikke tør bebrejdes en
Forfatter, formedelst han ikke selv kan skaffe sig i Besiddelse af
sligt; men hertil er at svare, at det nu en Gang er digteriske
Egenskaber, og at der gives Æmner, ved hvis Behandling de er
aldeles nødvendige. Det er netop ved disse Egenskaber og ved
en dyb, følelsesfuld Humor, at t. Eks. Aug. Strindbergs Skildringer
fra »Røde rummet« staar saa uendelig højt over D’hrr. Kroghs
og Garborgs Romaner, eller rettere ingen Sammenligning tilsteder.
Dertil kommer, at »Mannfolk« er om mulig endnu løsere
komponeret end »Albertine«. Værket er ikke gennemstrømmet af nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
