Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - I. Lykkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun maa være besk. — Nej men, Gud bevare mig, saa du hoster
da, Gutten min?«
Den mørke, vakre Dame med den stolte Rejsning og det
fornemme Blik sad og stirrede ned paa sin Talerken, og
Sum-ningen af alle Stemmerne var næsten ophørt, man hviskede bare
og skotted til hende; de, som sad længst borte fra Frøken-Tanten,
fik det telegraferet til sig; de vidste det jo før, men at det nu
omtaltes her–––; og Værten hostede, og alting var i Forlegen-
hed. Saa kom der Redning fra en Kant, som man mindst vented
den fra. Ved den nederste Ende af Bordet rejste Adjunkt Hanssen
sig — »Gammelaaret«, som han kaldtes af hele Byen med Navnet
fra Skolen —. Hans lange Overkrop bøjed sig forover Bordet,
mens han planted de store, røde Hænder vidt fra hverandre.
Kjoleærmerne var for korte, fordi den, han havde købt Kjolen
efter, havde været bedre proportioneret, og det hvide Halsbind
havde vendt sig med Sløjfen næsten i Nakken. Han havde spist
uafbrudt, bare standset for at forsyne sig af hvert Fad, som kom
forbi, og for at nippe til Vinen. Nu var han paa det nærmeste
færdig, blussede omkring Øjnene og kremtede skarpt. Under
almindelige Omstændigheder vilde man holdt Servietten for Munden
for at gemme Latteren og faa andre til at le med, naar
»Gammelaaret« optraadte, men nu var han en Redningsmand, og de fleste
var taknemlig — ingen mere end Amtmanden —. Og
»Gammelaaret« talte. Jo, de ældre mindtes jo nok, at han havde kunnet
tale — »i Selskaberne for tyve Aar siden, husker du
Gammelaaret den Tid?« sagde de undertiden —, men de yngre blev
forbavset. Han talte saa vakkert, at det ubehagelige glemtes: Og
det var til Minde om de henfarne Dage, han talte.
»Tak skal du ha, gamle Ven!« raabte Værten og nikkede
til Gammelaaret. »Tak! jeg drikker til Bunds in memoria temporis
acti — er det ikke saa, det hedder?«
»Memoriam,« sagde Gammelaaret hurtig; »m kan vistnok
ogsaa styre Ablativ, men–––«
»Jajaja, du var altid min Mester i Latinen som i alt andet «
»Hører De, hvor fint han harselerer?« spurgte Tanten sin
Kavaler. »Tænk! Gammelaaret — Henriks Mester!«
Fra Bordet kom man ikke, før hver enkelt af de
nogenlunde anselige Gæster havde faat sin Særskaal, og hvert enkelt
Træk hos Lykkens Skødebarn var skildret og døbt i Champagner.
Amtmanden havde et Øjeblik revet sig løs og mindet om Værtens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
