Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - I. Lykkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Ja, nu har du netop fyldt de første femti,« indrømmede
hun villig.
»Det er en noksaa lang Tid, det, Eiina.«
»Ja, det er en noksaa lang Tid, Plomen min.«
»Skaltro, om jeg lever femti til.–––-Dog, vi vil ikke
tænke paa Døden.«
»Uf — nej! lad os ikke tænke paa Døden.«
»Vi vil lægge os, vil vi, og sove rigtig godt, for det er nu
det bedste, som er til.«
Og efter saaledes at have filosoferet i ophøjet Mildhed søgte
det lykkeligste Ægtepar den behagelige Hvile, som altid følger paa
en virksom Dag. Men mærkelig nok skulde den søde Hvile netop
i denne Nat forstyrres af en besynderlig Drøm, noget, som sjælden
eller aldrig hændte Henrik Piom. Han drømte, at han skulde
giftes med Tora Horn, at de stod foran Alteret, og at hun
hvisked til ham: »Nu er jeg fri, Henrik;« — og at saa Tanten
raabte ned fra Pulpituret: »Gi hende Kurven, Henrik!« — Saa
var det hverken Alter eller Kirke, men et trangt Kammer, hvor
Tora Horn sad og lapped gamle Klær; hun stak efter ham med
Naalen, men til Slut fik han ta hende om Livet; men saa var
Tanten der igen og sagde, at Henrik skulde faa en Hane, hvis
han vilde holde op at graate, for nu forekom det ham, at han
graat, og det var, fordi Adolf Hanssen vilde tvinge ham til at
konjugere et græsk Verbum, som han slet ikke kunde. Saa gik
det aldeles i Surr, Tanten og Tora Horn og Gammelaaret og
mange andre hvirvlede omkring i vanvittig Dans. Da vaagned
han drivende sved, men snart sov han igen og sov rolig som
sædvanlig.
Næste Dag stod Henrik Piom op lige mild og tilfreds som,
da han lagde sig. Drømmen havde ikke magtet at bringe hans
Humør ud af Ligevægt; det var bare saa vidt, han mindtes den.
Han drak sin Morgenkaffe, gik sin Tur paa Bryggen, nikkede
fortrolig til den, som hilste ham, og det gjorde baade gamle og
unge, baade høje og lave, hørte, om det var noget nyt, saa paa
Smaafisken, som lekte nede i Tangen, og vendte saa hjem igen,
— alt som i Gaar og alle de foregaaende Dage. Klokken et
Kvarter over tolv sluttede han sig til Amtmanden med Følge og
gik den vanlige Tur udenfor Byen. Tykke Sagfører Linken var
ret i sit bedste Hjørne og fortalte saftige og kraftige Anekdoter,
og Piom lo, saa han rystede fra Hage til Knæ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
