Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - II. Træl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arbejde, som ingen brydde sig om, sidde der i fem Timer og
høre paa Knægternes Dumheder, de stadig gentagne, hundre
Gange ompræk te Synder i Gramatik og Norgeshistorie, forvirres
af deres Lystighed og Frihedsstræben, afparere deres Vittigheder
og næsvise Henvendelser. Saa kom han hjem Dødsens træt og
kvalm, længtende efter salt Mad, og efter en god Halvtime satte
Hustruen frem Ludefisk og Mælkevelling; da var han nær ved at
klage lydelig, men hun forekom ham og jamrede over sin egen
Hodepine, den, som hun altid fik, naar hun forstyrredes i
Natte-søvnen. Nu har han siddet her og rettet Stiler siden Middagen
han havde maattet spise for ikke at gi Børnene
Undskyldningsgrund for deres Ulyst paa Ludefisken, men nu plager den ham
grusomt. Fru Dorte hviler halvt liggende paa Sofaen; om Hodet
har hun et stort Uldtørklæde som en Turban — for den slemme
Hodepines Skyld —, paa Bordet foran hende ligger en opslaat
Bog og i Skødet et Strikketøj, men hun hverken læser eller
strikker. Med halvlukkede Øjne og et lidende Udtryk i det ganske
vakre Ansigt ligger hun og tænker paa sine Lidelser. Hun er
noget fed og er upropert klædt. Syv Børn støjer hver med sit;
de ælste Gutter læser sine Lektier, men adspreder sig nu og da
med at gi hverandre smaa Puf og Spark; den førstefødte, en
Pige i Konfirmationsalderen, er sat til at gøre om Mamas gamle
Vinterkaabe til en ny til sig selv, og surmulende sidder hun og
sprætter og skænder af og til paa den lille Søster, som ikke kan
la være med at klype den allermindste, paa Gulvet tronende, i
Næsen. Skrig, Skænd, Trætte afløser hverandre og blander sig
undertiden til en disharmonisk Musik. Moren jamrer sig træt,
stakkars Gammelaaret gennemgaar samvittighedsfuldt den ene efter
den anden af disse Prøver paa fjortenaars Gutters Sans forVisdom;
en anden vilde fortvile, men Gammelaaret er indbarket i det.
»Uf, Hanssen!« sukker Fru Dorte;« — kan du ikke snakke
til Børnene? mit Hode, mit Hode! du tænker da heller aldrig
paa det.«
Gammelaaret havde selv et Hode, som nok kunde kræve
al den Omtanke, det ejed, det værked og hamred derinde, men
— det var jo selvforskyldt.
»Hyss! stille nu! I maa tænke paa, at Mor har ondt i
Hodet,« formaner han. Og det hjælper lige saa meget som, naar
han paa Skolen midt i Timen vaktes ved et umaadeligt Leven af
de tyve adspredelseslystne Knægter og trued dem med overordentlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
