Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Kristofer Kristofersen: Skæbner - II. Træl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Straffe. To af hans egne var blandt Knægterne og havde lært,
at Papa var det ufarligste Væsen under Solen, som man ustraffet
tør drive Gæk med, og de har ført Skoleskikken med sig hjem.
Endelig er alle Stilebøgerne forsynet med sit
Karaktermærke og lagt til Side. Gammelaaret rejser sig og gaar mekanisk
bort til Pibehylden, tar en Pibe, stopper og–––-
»Skal du røge nu?« standser Mutters klagende Røst hans
Haand paa Vejen efter en Tændstikke. »Aa — mit Hode, mit
Hode!«
Stilt hænger han Piben paa Plads igen og sætter sig ned.
Men det ærgrer nervøse Folk ligemeget at bli føjet som at bli
modsagt, og Fru Dorte er nervøs.
»Du behøver jo ikke at ta Hensyn til mig,« sutrer hun;
»har du Lyst til at røge, saa gør du det naturligvis; men jeg
tænkte rigtignok ikke, du kunde ha Lyst til det, naar du ved, at
jeg ikke taaler det.«
»Jeg har ikke Lyst til det, kære Kone.«
»Hvorfor gør du det saa?«
»Jeg gør det jo ikke.«
»Gør du det ikke? — Var det et Øjenbedrag, at jeg saa
dig stoppe Piben?«
»Nej, men––––«
»Aa ja — jeg ved det; det er din største Fornøjelse at
modsige mig. Aa — Gud, aa Gud!«
Gammelaaret tier og sukker. Han ved jo, det vil være faafængt
at erklære sin Smag for Fornøjelser at ligge paa en ganske anden
Kant; om han gjorde det, vilde det jo være Bevis for hans
Modsigelseslyst; derfor tier han, og om det stjal sig et Suk frem, saa
var det ikke ondt ment, det bare kom saadan af sig selv.
»Ja — du har vist Grund til at sukke!« klager hun. »Men
hvad skal jeg sige?«
Han vakler mellem Lyst og Pligt — Lyst til at tie og
Pligt til at beklage; men som sædvanlig sejrer Pligten hos ham.
»Stakkars Dorte! du er vist ikke frisk i Dag?« siger han,
og det var nu lidt kejtet sagt.
»Du tror det muligvis ikke!« skærer hun skarpt i uden
Klage i Røsten. »Nej, jeg kan lide i Stilhed, jeg, indtil man
bærer mig ud — paa Kirkegaarden.« Og saa sætter hun i at
storhulke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
