Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Jul. Lange: Haanden paa Brystet. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(Matth. 26, 22). Paa Billederne af dette Optrin ser man ogsaa
gæme en eller flere af Apostlene lægge Haanden paa Brystet
med Spørgsmaalet: er det mig, eller Forsikringen: det er ikke
mig. Det er for det meste den Apostel, som sidder Christus
nærmest. Paa det berømte Maleri i Milano har Leonardo da Vinci
benyttet Motivet saaledes, at han lader en ungdommelig Apostel
(Philippus), som har den tredje Plads fra Christus’s venstre Haand,
rejse sig og bøje sig stærkt fremad mod Christus, idet han trykker
Fingerspidserne af begge Hænder ind imod sit Bryst Goethe
fortolker i sin Afhandling om Maleriet denne Bevægelse
fuldkomment træffende ved at omsætte den i følgende Replik: »Herre
mig er det ikke! — Du ved det! — Du kender mit rene
Hjærte. — Mig er det ikke!«1) Motivet er altsaa ogsaa her
demonstrativt, fremhæver Personens eget Jeg; men det er tillige,
og i fuldt saa høj Grad, patetisk, et Udtryk for den utaaleligste
Angest og Hjærtevé, den inderligste Trang til Bekræftelse paa, at
man er et uskyldigt Menneske og ikke en sort Forræder. Det
angaar her Jeg’et i den dybeste Betydning af Ordet som moralsk
Personlighed og forudsætter egentlig, atHjærteti den
almindelige Bevidsthed har faaet Hævd paa at være Samvittighedens Sæde.
Paa et andet udmærket Nadverbillede, nemlig Andrea del
Sarto’s i S. Salvi ved Florents, er det undtagelsesvis Forræderen,
Judas, som lægger Haanden paa Brystet med Spørgsmaalet: er
det mig? (Matth. anf. Kapitel, Vers 25), idet hans Mine udtrykker
den højeste Overraskelse over, at hans Hemmelighed en lagt aaben
frem. (Christus besvarer Spørgsmaalet ved at lægge Brødet i
hans anden Haand).
Overhovedet medføres Bevægelsen af Haanden til Brystet
let af ethvert Udsagn eller enhver Tanke, hvori Begrebet jeg
(jeg, mig, min, mit o. s. v.) eller ikke-jeg forekommer paa en
særlig fremhævet Maade. Paa Rafaels »Transfiguration« (i Vatikanet)
føres den maanesyge Dreng hen til Apostlene, for at de skulle
helbrede ham, medens Mesteren selv er vandret op paa Bjærget.
Den forreste af Apostlene lægger den ene Haands Fingre ind imod
Brystet og peger med den anden op til Bjærget: Jeg kan ikke
hjælpe, saa megen Medlidenhed jeg end føler med Eder; men han
deroppe kan — vent paa ham. Her er Bevægelsen mest
demonstrativ. Den anden ved Siden af ham trykker begge Hænder ind *)
*) Goethe, Ueber Kunst og Alterthum, I, 3. 130.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
