Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Alfred Bramsen: Genierne, deres Styrke og deres Svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa den ældgamle Forbindelse, og det kan næppe bestrides at
Geniet har sin patologiske Side eller i hvert Fald da en Side,
der grænser op til Sindssygen. Man kan finde Udtryk for denne
Opfattelse i næsten alle Landes Literatur. Dryden skriver:
»Geni er visselig nærbeslægtet med Vanvid
kun tynde Vægge skiller dem fra hinanden«.
Efter et Besug hos den syge Tasso skriver Montaigne:
»Det er netop Styrken og Aandslivligheden hos de store Genier,
der bliver Aarsagen til deres Svagheder.«
Pascal gør følgende Bemærkning: »Geniets og Vanvidets
Yderpunkter berører hinanden«. Diderot siger det samme med
næsten de samme Ord: »Oh! que le genie et la folie se touchent
de bien prés!« Tydeligst udtrykker Lamartine sig, naar han
skriver: »Ligesom Frugten, har Geniet ogsaa sin Orm: Ødelæggelse,
Død og Sindssyge«. Han taler ogsaa etsteds om den »maladie
mentale«, som kaldes Genius.
I Goethes Skuespil Torquato Tasso fremstilles ikke alene
Geniets Martyrium, men ogsaa dets Overgang i Sindssyge.
Schopenhauer skænker ogsaa dette Æmne en kort Omtale
i sit Hovedværk (I Del Pag. 215).
Disse Vidnesbyrd er hentede fra Genierne selv og
repræsenterer det Resultat, de er komne til gennem Selviagttagelse. Det
bestyrkes af den videnskabelige Opfattelse. At der er en
Forbindelse tilstede mellem den højeste intellektuelle Udvikling og
mental Forstyrtelse, kan ikke betvivles; men hvori denne
Forbindelse bestaar, og hvorledes den kan forklares, er der forskellige
Meninger om. Nogle skærer med Moreau Genialitet og Sindssyge
saa omtrent over én Kam, og betragter simpelthen den originale
Produktion som en halvt sygelig Proces. Men man kommer vist
Sandheden nærmest, naar man gaar ud fra, at Geniets Væsen er
baseret paa en stor central Sensibilitet og Eksaltation, som
begunstiger Aandsforstyrrelser, og som ogsaa fører dertil, naar
andre Momenter træder til. Sker dette ikke, maa Tilstanden
siges at være paa Tærsklen mellem normale og abnorme Funktioner.
Naar f. Eks. Arkimedes er saa aandsfraværende, at han
ikke bemærker de fremstormende Fjender, eller naar Newton
i Distraktion foretager sig de lige saa utrolige som pudserlige *)
*) Absalon and Achitophel, I Lin. 163.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
