Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Alfred Bramsen: Genierne, deres Styrke og deres Svagheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erfurt maatte Brødrene en Gang opbryde Døren til hans Celle,
hvor han i flere Dage havde ligget i en Tilstand »som ikke var
langt fra Vanvid.«
Ignatius Loyola havde ogsaa hellige Visioner, ligeledes
Jeanne d’Arc o. a.
Indbildt Hvisken eller Stemmer, Hørelseshallucinationer,
er heller ikke sjældne. Malebranche paastod at have hørt Guds
Stemme, og Descartes blev efter en længere Standsning i sit
Arbejde opfordret af en overnaturlig Person til al genoptage sin
Søgen efter Sandhed. Pope troede en Dag at se en Arm stikke
frem af Væggen og spurgte sin Læge, hvorledes det kunde
forklares. Walter Scott havde ogsaa en Vision, ligeledes Shelley,
og Byron bildte sig ind, at en Aand besøgte ham, men tilskriver
det for øvrigt selv sin Hjæmes ophidsede Tilstand. Han var ofte
bange for at ende ligesom Swift i en Daarekiste. Ben venu to
Cellini fortæller i sine Livserindringer om sine hyppige
Hallucinationer. Napoleon den Førstes Tro paa sin beskyttende
Genius »bonne étoile« er vel bekendt. I afgørende Øjeblikke saå
han den lyse over sit Hoved.
Et halvt Aarstid efter at den norske Digter Wergeland
havde mistet sin Moder var han og hans Hustru i Selskab.
Pludselig kom W. i stærk Sindsbevægelse hen til denne og
hviskede, at han havde set Moderen staa i Døren og vinke ad ham.
Selv en saa kraftig og behersket Aand som Goethes var
ikke helt fri for den Art Forstyrrelse. I »aus meinem Leben«
fortæller han, at da han havde taget Afsked med Friederike og
red fra Sesenheim til Drusenheim saå han sig selv lyslevende til
Hest komme imod sig i en graa Dragt med Guld.
Ogsaa den ellers ualmindelig normale Øhlenschlager
havde Hallucinationer. En Aften — han arbejdede ellers altid
om Formiddagen — i Paris, fortæller han, medens han sad og
skrev paa »Palnatoke« forestillede han sig Harald Blaatand kommende
ind i Ligklæder og sige: Her er jeg i min egenlige Dragt etc.
Det fremmanede Billede blev saa levende, at han ræddedes, løb
ind ved Siden af til Brøndsted og fik ham til at spille noget
lystigt paa Klaveret for at bortjage Indtrykket. I Forbindelse
hermed kan det noteres, at han ogsaa bestandig i Søvne boltrede
sig paa sit Leje og ofte for raabende ud af Sængen i den Tro, at
Røvere og Mordere var over ham. Især omtales dette den be-
TiUkueren. 1887.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
