Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Emil Hannover: Vereschagin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vanligvis ikke har mere Magt over denne kolde, beregnende,
brutale Forstand, som hyppigst kommer til Orde. Betragter man et
Landskabsbilled, som Tadsch i Aftenbelysning med dets højtidelige
Symmetri i Linjerne og dets Bøcklinske Storhed i Farven,
beklager man, at en stor Landskabsmaler synlig er gaaet tabt for
Verden. Og betragter man enkelte af hans smaa Portræter og
Studiehoveder, navnlig et Par fra hans ældre Tid, — kendelige
paa den sorte Kolorit og det ubehændige Foredrag, men ogsaa
paa den yderst indtrængende Karakteristik, — saa indser man, at
der kunde have været én stor Portrætmaler mere. —
Men, — spørger man vel saa, — hvis det nu er rigtigt,
hvad her er sagt, hvorfra skriver sig da hans store europæiske Ry?
Det skriver sig derfra, at han er en Europæer selv, at der
er intet i ham, som kunde tænkes at binde ham blot til ét Land, blot
til én Nation. Han udtrykker, som Maler, i Modsætning til de store
russiske Forfattere, ingen udpræget Folkekarakter. Han er for
ærgerrig til at nøjes med ét Hjem; Berømmelsens Dæmon jager
ham fra Sted til Sted. Vil han være første Mand i det store
Verdens-Vædderidt, maa han være stadig ny. Ti det er kun det
nyeste nyt, der tager Europa med Storm. Hvad der er nyt i
Dag er gammelt i Morgen, — saaledes sparker det ene
Øjeblik til det foregaaende. Efter én Heltebedrift hviler i vore
Dage ingen længe paa Laurbær. Bliver han liggende for længe,
rider Karavanen med alle dens Kameler over ham og tramper
ham ned i Glemselens Sand. Derfor maa man overgaa sig selv,
tvinges til at karrikere sig selv. Er man født varm, maa man
bringe sig i Kog, stærkere og stærkere, indtil man brænder sig
selv ud. Er man født lunken, maa man stivne sit Hjærte til Is:
kun Ekstremerne, kun det fænomenale skaffer sig Lyd. Vereschagin
begyndte som Geromes Elev, nøgtern og objektiv, som Læreren.
I Øjeblikket noterer han med en Mérimées Kulde »et smukt Mord«.
Han vil ende som kynisk Kadaver-Prosaist.
Og først naar han er kommen saa vidt, vil hans Billedas
Vandring gennem Europa blive det larmende Triumftog, hvorom
hans umættelige Ærgerrighed har drømt. Men langs Vejen, hvor
Toget kommer frem, vil staa nogle enkelte, der betragter
Toget som et stort Genis Ligfærd.
Emil Hannover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
