Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Redaktør O. Borchsenius: Af og om M. Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg har aldrig svinget fra eller svigtet den almindelige
Valgret; men — det er en daarlig Tid netop nu at tale derom
som overhoved om Demokratisme. I sin Tid maatte jeg bære
Følgerne af den odiøse Beskyldning, at jeg opgav min
Personlighed overfor Aristokratiet og svigtede Friheden; nu vilde jeg
komme til at bære Odiet for at være af Venstre.«
Det vigtigste for Goldschmidt var, hvad jeg ogsaa har
fremhævet i »Fra Fyrrerne«, at der gennem »Nord og Syd« gaar
en bestandig, uforandret, efter Omstændighederne mærkelig
Fastholden ved det væsentlige, Folkefriheden, den almindelige
Valgret, ligesom der under alle Forhold er Sympati med
Almuen. Goldschmidt ender selv et Brev saaledes: »»En dansk
Tørvebonde« f. Eks. skiller sig i Karakter ikke fra hende i Paris,
der blev ført til Dommen. — Døm selv.« (Se »Fra Paris 1871« i
»Fortællinger og Virkelighedsbilleder«, 1877, om den unge
parisiske Kvinde og Goldschmidts egne mærkelige Ord om vor Ret
til at ligge i en god Sæng og sidde ved et godt Bord, mens der
suites og fryses udenfor).
Goldschmidt berører end videre i det ovenfor aftrykte Brev,
at jeg stundum mindede ham baade om Angreb, han selv
næsten havde glemt, og om andre, som han aldrig havde vidst
noget af. Han anfører bl. a. en Studenterkomedie af Ploug,
nemlig den i 1852 opførte Atellan »Et Besøg«, hvori Goldschmidt
og hans Forhold til Grundejerforeningen spillede en fremtrædende
Rolle. Det er imidlertid en Selvfølge, at jeg baade mundtlig og
skriftlig forfægtede overfor Goldschmidt, at det for mig stod som
en Umulighed, at han, midt i Kampen, skulde kunne have været
uvidende om et saadant Angreb paa sig, saa meget mere som
Komedien senere gentoges for Damer. Jeg henviste end
yderligere til »Hjemløs«, 2den Dels anden Bog, særlig Side 823—25
og 827, der af enhver maa læses som et Svar paa Plougs Angreb
fra Scenen. Man kan selv slaa de stærke Ord efter. Det er
heller ikke let at se, hvorledes man skulde kunne tale med
Goldschmidt om hans Liv og Virksomhed fra 1840 til 1864, uden at
komme ind paa Kampens Enkeltheder.
Dertil kom, hvad Brevet ovenfor jo ogsaa dvæler ved, at
vi yngre, der lærte Goldschmidt at kende efter 1870, naturlig
rettede det Spørgsmaal til ham, som vi saa ofte havde afhandlet
indbyrdes: hvad der efter 1864 havde drevet ham til »at gaa
til Canossa«, særlig til at slutte Fred med Ploug og skrive i
Tilskueren. j8S?. il
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
