Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Urtekræmmerdrengene paa Fortouget overfor indbildte sig, at de spiste af
Dyret; Frugthandlersken og Kallunsælgersken gik hvert Øjeblik ud af deres
Buliksdør for at snuse Lugten ind og slikke sig om Læberne. Saa meget var
vist, hele Gaden var ved at revne af Forspisthed .... Forslugenheden
forplantede og bredte sig, saa Kvarteret Goutte-d’or tilsidst helt og holdent lugtede
af Mad og holdt sig for Maven i et ganske Pokkers Bakkanal.
Man kan ikke nægte, at Kunstnertemperamentet her har
vidst at drage Virkning af den ene Gaas. Man havde ikke kunnet
tale anderledes, i Fald der var bleven anrettet en Elefant.
m.
Zola har en Forkærlighed for den symbolske Behandling
af virkelige Smaatræk.
Det er ingen Tilfældighed, naar Familjen Rougons
Dagligstue i Plassans har antaget en underlig gul Farve. Møbler, Tapet,
Gardiner, selv Marmorpladerne paa Kamin og Konsoler spiller i
gult. Dette gule, det er Misundelsens Farve.
Det er end videre som et daarligt Varsel for Coupeaus og
Gervaises Uiftermaal, naar de blive viede i en Sky af Fejeskarn,
medens Kirken gøres rent. De er komne for sent, og mens
Degnen fejer, giver den gnavne Præst dem en kort og skødesløs
Velsignelse som var de komne til at tage hinanden tilægte i en
Mellemtid mellem to rigtige Messer, »medens Vorherre netop var
gaaet ud«.
I Huset, som Gervaise bebor, findes et Farveri, og det
Vand der strømmer ud derfra, afspejler stadigt den stakkels
Heltindes Stemning. Da hun flytter ind med godt Haab for
Fremtiden, er Vandet lysegrønt (d’un vert pomme Irfa tendre);
hun skrider smilende hen over Rendestenen; hun ser i Vandets
Farve et lykkeligt Varsel. Saa længe det gaar hende godt, faar
de tre Alen Rendesten foran hendes Bod en uhyre Vigtighed for
hende, bliver til en bred Flod, som hun vilde have, skulde være
meget renlig midt i all Gadens sorte Skarn, en underlig og levende
Flod, som Farveriet i Huset farvede alt efter hendes sarteste
Luner. Da hun tilsidst helt er gaaet til Grunde, da hun
fal-byder sig af Sult og en Aften vender hjem, efter til sin dybe
Beskæmmelse at have mødt Goujet (den Mand, hun har elsket) i
sin Fornedrelse paa Hungerjagten efter Mænd, da er Vandet
blevet en rygende Sump, der aabner sig et smudsigt Afløb i de
rene Omgivelser. Og Zola tilføjer til yderligere Tydelighed: »Det
45*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
