Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IV.
Hvad der er mest ejendommeligt for Zola som Symboliker
er dog endnu ikke denne Behandlingsmaade af Hovedskikkelserne
i enkelte Romaner, skøndt han her har indladt sig paa el
Om-raade, paa hvilket han lader sig sammenligne med Digtere, hvis
Poetik var himmelvidt forskellig fra hans, som Milton og
Klop-stock. Nej, ejendommeligst er hans gennemgaaende
Personlig-gøren af en upersonlig Genstand, om hvilken han ordner alt. I
Reglen dreje hans Bøger sig om et Stykke Jord, en Bygning, en
Fabrik, en Forretning, et Udsalgssted eller lignende, som han
skænker overmenneskeligt Liv og som da tjæner som Symbol paa
Magter, der raade i og over en hel Stands eller Menneskeklasses
Levesæt og Vilkaar. Snart virke de som blotte Sindbilleder, snart
som overjordiske onde eller gode Væsener omtrent som Guderne
i Oldtidens Heltedigte eller som den ubønhørlige Skæbne i
Oldtidens Sørgespil.
Saaledcs er i La fante de l’abbé Monret Midtpunktet denne
Have, der lever sit eget Liv som et overnaturligt Væsen, lokker,
overtaler og belærer1). Denne Have er en Elskovsguddom. Og
den er, skøndt beliggende i Sydfrankrig, for fuldt Alvor
Paradishaven. Den betegnes udtrykkelig som asiatisk, ti det hedder,
at i Sammenligning med den var alle Europas Frugthaver Hove,
og at »en Duft af østerlandsk Elskov, Duften fra Sulamiths malte
Læber« udaandedes af dens vellugtende Træer. Den var et
eneste stort Kærtegn (nne grande caresse). Derfor hedder det om
Træet i Havens Midte som om det sande Livets Træ: »Dets
Saft havde en saadan Styrke og var saa rig, at den flød ned
over Barken. Den badede Træet i en Em af Frugtbarhed; den
gjorde Træet til selve Jordens mandlige Kraft.«
Hvad Haven er her, det er i La forlune ties Bougon en
gammel, allerede for umindelige Tider siden forladt Kirkegaard,
paa hvilken de to Børn, der elske hinanden, mødes. Den er nu
en Plads som en anden, bedækket med Tømmerstabler og brugt
til Brædde-Oplag. For det almindelige Øje er den ikke andet.
’) fic coin de la nature riait diserétement des peurs l’Alhine et de Serge;
il se faisail plus attendri, déroulail sons leur pieds ses couches de gazou
les plus molles, rapprorhaient les arbustes pour leur ménager des
senliers étroits. S’il ne les avail pas eneore jelés aux bras Tun de l’aulre,
c’était qu’il se plaisait i i promener leurs désirs.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
