Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Henrik Pontoppidan: Hans og Trine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sine Skuldre. Og uden et Ord, aldeles som om hån slet ikke
havde været tilstede, forlod hun Brønden og gik hjem imod Huset.
Han saa’ raadvild efter hende med sammenbidte Læber.
Blodet steg op i hans Kinder, og han maatte styre sig for ikke
at løbe efter hende og forsvarlig varme hendes Ører.
Pludselig brød han ud i en raa Skoggerlatter, saa’ sig
der-paa ængstelig omkring — og luskede stille bort.
Men fra denne Dag var det forbi med Hans’ Hjærtefred.
En Følelse af virkelig Kærlighed til dette smukke, kraftige
Pigebarn, som han selv en Gang saa ubarmhjærtigt havde forstødt,
sammen med en grisk Attraa efter de Penge, han et Øjeblik havde
betragtet sig som saa godt som i Besiddelse af, blandede sig hos
ham til en uklar, men heftig Lidenskab, der ingen Sinde lod
ham i Ro.
Han passede hende fra nu af op paa ethvert Sted, hvor han
kunde vente at blive ene sammen med hende; benyttede ethvert
Middel til at formilde hende for atter at vende hendes Sind imod
ham. Men alt forgæves. Hun vilde end ikke se til den Side,
hvor han var, og en Aften, da han havde lagt sig paa Lur efter
hende og med Magt vilde trykke hende til sig paa den Maade,
der i gamle Dage altid gjorde hende ør, kastede hun ham fra
sig med en saa vild Kraft, at Hans med ét forstod, at alt var
uigenkaldeligt tabt.
Imidlertid gjorde ligeledes forskellige andre af Byens unge
Karle efter bedste Ævne deres Hoser grønne for det før saa lidet
efterstræbte Pigebarn. Om enkelte sagde man ligefrem, at de
allerede havde friet.
Men alle maatte de vende sig fra hende med uforrettet Sag.
Derimod boede der et Stykke fra Byen, ude paa Marken,
en lille, halvgammel Husmand, der i den senere Tid paafaldende
jævnlig havde besøgt Mariane Niels Husar. Han var fjærnt ude
beslægtet med hende og havde enkelte Gange hjulpet hende med
et og andet i det smaa, naar det kneb haardest for hende.
Det var en lavstammet, lidt hjulbenet Person, med et stort
Hoved, en stor Mund, et Par store, svulne, ganske tandløse
Gummer og et Par Børn af det andet Ægteskab, fra hvilket han
først for nylig var bleven forløst. Han var lidt tunghør og smilte
derfor altid godmodig, naar nogen tiltalte ham. Han sad lidt
fortrykt i det med en Hest og et Par Køer, men var et skikkeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
