Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Dr. med. H. Mygind: Om døvstumme og deres Undervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alderen, da vil Omgivelserne oftest finde det paafaldende. Og
dog varer det ofte mærkværdigt længe, inden det gaar op for
Forældre, at deres Barn er døvstumt, med mindre der i Forvejen
findes Tilfælde af Døvstumhed i Familjen, hvilket ingenlunde er
sjældent. Ofte henvende Forældrene sig til en Læge og spørger
ham om Raad for deres Barn, fordi det ikke vil tale; at det kan
høre, nære de ingen Tvivl om, ti — sige de — Barnet vaagner,
naar der falder noget paa Gulvet, det vender sig om, naar Døren
gaar op o. s. v. Undersøger man imidlertid Barnets Hørelse med
Lydkilder, der dels ikke kunne ses af Barnet, dels ikke ere saa
stærke, at de derved fremkaldte Luftsvingninger kunne paavirke
Barnets Følenerver, da vil man ofte finde, at Hørelsen er
fuldstændig udslukket, og man maa gøre Forældrene den sørgelige,
og ofte aldeles uventede Meddelelse, at deres Barn er døvstumt.
De Vanskeligheder det kan være forbundet med for
Lægfolk at erkende Døvstumhed, naar Døvheden optræder hos ældre
Børn, f. Eks. efter Skarlagensfeber, ere af en ganske anden Art.
I saadanne Tilfælde, hvor Barnet altsaa tidligere har været
lydhør og begyndt at tale eller endog kan tale fuldstændigt, vil
Omgivelserne hurtigt erkende, at Hørelsen er gaaet tabt; Barnet
svarer ikke, naar der tales til det, det vaagner ikke, naar man
kalder paa det o. s. v. Hvis man imidlertid under saadanne
Omstændigheder vilde søge Trøst i Ulykken ved den Tanke, at
Barnet vel er bleven døvt, men ikke vil blive stumt, da det kan
tale, vil man i Reglen blive sørgeligt skuffet, ti meget snart
begynder Talen at blive utydelig, og med en forbavsende Hurtighed
ophører Barnet efterhaanden at tale, med mindre der gøres
særlige og energiske Anstrængelser for at bevare Taleævnen. Man har
endog Eksempler paa, at Børn helt op til Overgangsperioden
kunne blive døvstumme, naar de miste Hørelsen, men
almindeligvis sker dette ikke hos Børn, naar de miste Hørelsen efter 10-15
Aars Alderen. Derimod miste Børn oftest Taleævnen i Løbet af
et halvt Aar, naar de overlades til sig selv, og Døvheden er
op-traadt før 10-11 Aars Alderen.
Med Hensyn til Aars agerne til Døvstumhed, maa der
skælnes mellem den medfødte og den erhvervede. Den
medfødte Døvheds nærmere Aarsag er oftest Misdannelser af
det indre Øre. De fjærnere Aarsager hertil ere til Dels
temmelig dunkle og til Dels omtvistede. Arvelighed er utvivlsomt
den vigtigste Faktor; ofte arves imidlertid Døvstumheden ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
