Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Vill. Behrend: Niels W. Gade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han vil anslaa den Stemning, der hviler over de romantiske
Digtninge, han var optaget af. Det har han gjort med et
Mesterskab, der maler bredt og storslaaet, en Stemning saa trist og
vemodig, som i de gamle »taagefyldte« Sagn, og derfor kan
Ossi an-Ouverturen kaldes et fuldstændigt Kunstværk, fordi den
saa nøje rammer det Maal, hvorefter den sigter, men det er et
Maal, der ligger langt udenfor Virkeligheden. —
Ouverturen blev, som bekendt, prisbelønnet og opført under
stor Begejstring. Saa begyndte Gade snart efter sit næste endnu
større Værk: Symfonien i C-moll. Det er vel værd at lægge
Mærke til, hvilket mægtigt Skridt Gade er gaaet frem i dette
Arbejde. Han har ikke blot forladt de taagede, sværmeriske
Sagn, for at tage sit Stof fra Middelalderens Riddertid, men,
hvad der er det væsentligste, det, han skildrer, det er virkelige
Menneskers Følelser, og i Skildringen har han givet sig hen med
hele sin egen Personlighed. Derfor gør denne Symfoni et saa
friskt og dybt Indtryk af noget almenmenneskeligt. Det stikker
alt Hovedet frem i den første Allegros Sidemotiv, der kækt søger
at rive sig løs fra det sagnagtig vemodige, der endnu hviler
over det dejlige Hovedmotiv, det dæmrer i Sherzoen, om den end
nærmest fortæller om Ridder Olufs vilde Ridt gennem Ellekrattet
i Maaneskinsnatten, og det lyser ud af Andanten, der alt lader
ane det Solskinspræg, Gades Kunst skulde faa, men mest træder
det frem i den prægtige Finale. Ja, lad være, at Gade her
nærmest har villet male de bolde Ridderes Kamplege og Fester,
dens egentlige Indhold er dog hans egen Jubel over den uventede
Sejer, han havde vundet, hans Mod og Selvtillid til at gaa videre,
gennem Kampe om det skal være, til nye sikre Sejre. — Dette
er ikke tysk romantisk Musik, det er dansk Musik, der fortæller
om ægte menneskelige Følelser.
Man kan ikke bedre betegne den Betydning, denne
Symfoni (i Forbindelse med Ouverturen) har haft for den danske
Musik end ved at jævnføre den med den Betydning, som
Oehleu-schlägers i 1802 udgivne »Digte« fik for den danske Literatur.
Ligesom Oehlenschläger forlod Gade ikke den Bane, hans
Forgængere1) havde antydet, men idet han med Rette tog imod
J) Blandt disse skal foruden Kuhlau (Elverhøj) og Weyse ogsaa nsevne>
Joh. Harlmann og J. P. E. Harlmann, der alt paa denne Tid, spredt i
en Produktion af helt anden Karakter, i hvert Fald havde skrevet
.Guldhornene’ og ,Jurabjærgene”.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
