Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henrik Pontoppidan: Tro til Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de var gamle bekendte, — og endnu kunde han ikke mindes dette
uden næsten at faa Taarer i Øjnene.
Tilsidst fremtog han altid af Bordskuffen et mindre,
almindelig fotografisk Billede, som han først omhyggelig afpudsede
med sin Albu og derpaa rakte sin Gæst med et stolt Nik. Det
var et Billede af Kredsens gamle Folketingskandidat, Møller Madsen,
om hvem Egnens Opposition nu i tyve Aar havde samlet sig paa
Valgdagen uden dog endnu at faa Held til at sætte hans Valg
igennem. Det var en lille, tyk Bondemand med et meget
jævnt og ordinært Ansigt og en lille Opstoppernæse. I
Virkeligheden hævede han sig da heller ikke paa nogen Maade op over
det almindelige. Men overalt i Egnen saå man dette Billede og
hørte man Møller Madsens Navn nævne med en Stolthed og
Tillid, der bestandig steg, efterhaanden som Udsigten til hans
endelige Valgsejer blev større. Ti langsomt og støt havde Demokratiet
vundet Fæste i denne »døde« Kreds, hvorover tætliggende
Herre-gaarde kastede deres mørke Skygger. Og ingen kunde bedre end
Peder Brusgaard fortælle om den tyve Aar lange Kamp, der her
var ført; han huskede endnu hver Træfning, der var leveret; og
ingen havde maaske heller — trods hans smilende Ansigt — saa
dybt som han følt Nederlagenes Bitterhed.
»Men næste Gang ta’er vi Kredsen!« sagde han
triumferende. »De skal se, saa vipper vi Greven — ha! ha!«
Og med ét forstod man, hvad det var for et Haab, der
havde baaret denne af Slid og Armod, ja selv af Døden mærkede
Mand op over al Livets Elendighed. Hans Øjne formelig straalede,
og hans Læber blev blaa af Bevægelse, idet han hændergnidende
blev ved at gentage:
»De skal se! . . . næste Gang ta’er vi den. Saa vipper vi
Greven . . . saa vipper vi ham ... ha! ha! . . . saa han aldrig
mere skal komme op. . .« II.
II.
Det blev en Dag midt i Vinterens Hjærte, at denne »næste
Gang« oprandt.
Man havde længe ventet Folketingets Opløsning og ogsaa
fra alle Sider forberedt sig derpaa; men alligevel kom den nu
som et Bombeslag over alle, saa voldsomt havde de sidste Ugers
Debat i Tinget drevet Spændingen i Vejret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
