Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Dr. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sagen, blot det er præpareret lidt snildt. »Der kommer, min
Tro, Monsieur Jeronimus meget belejligt« —, ja det siger Holberg
og andre gamle Komediedigtere; de moderne siger ikke: Der
kommer Marquis den og den meget belejligt, men de lader ham
ugenert komme, naar de skal bruge ham for at faa en
Effektscene brændt af. Han skal dog lystre Belejligheden.
Er der ikke en stor Portion Udannethed hos det
teaterbesøgende Publikum? Er ikke denne Udannethed til stor Skade
for en ny, en aandfuldere dramatisk Kunstudvikling? Jeg
spørger blot.
At der maa ske noget i en Roman, i en Novelle, i et
Drama — ja det følger af sig selv. Men behøver der at ske
meget? Er ikke denne »wilde verwegene Jagd« efter at hitte paa
noget hindrende for en sandere og rigere Karakterudfoldning, for
et livssandt Ordskifte, for en Fordybelse i Stemningen?
Hvad er Handlingen i et af Moliéres Mesterværker »Le
Misanthrope«? Saa godt som ingen. Eller i Moliéres
Prosastykker, i Holbergs Komedier? Det er noget nær den samme
overalt. Det turde være Lunets rige Lyrik, det gode Humørs alt
overhvælvende blaa Himmel; det turde være Figurernes klare
Typik, der løfter disse Værker op i Klassicitetens Sfære. Ti at
Scapin eller Henrik bliver ved at narre Geronte og Jeronimus,
Argante og Leonard, det er ikke en Gang originalt af Moliére og
Holberg. Den Historie kunde Italienerne før Moliére og Holberg;
den kunde Plautus og Terents før Italienerne, og før disse gamle
Romere var nok nogle Grækere, den nyere attiske Komedies Mestre,
grundig inde i den.
Spanierne, det maa man indrømme, de forstod at lave
Handling. Sommetider er den saa kunstig, at Pokker selv ikke
kan finde Rede i den. Men er det egentlig derfor, at vi
Nutidsmennesker glæder os over det spanske Kaarde- og Kappedrama?
Er det ikke mere over den pragtfulde Lyrik, over Versenes
Metalklang, over den eksotiske Duft, der aander over det hele? Hvem
i al Verden husker efter Læsningen af en Snes spanske Dramaer,
hvor mange Gange Don Garcia krydser Klinge med Don Juan for
Dona Doroteas eller Dona Inez’s Skyld? Nej, man husker lange
Repliker bedaarende ved Flugt og Klang, forbavsende ved deres
fremmedartede, paradoksale Tankegang. Der er netop i denne
Komedieart saa lidt, saa saare lidt Plads for Menneskeskildring;
alle disse Senores og Seiioras ligner hverandre som Vanddraaber.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>