Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Ola Hansson: Tor Hedberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
føres ind paa Sideveje, Fortællingen staar stille og Interessen for
Karr slappes. Man faar i det hele i Bogens anden Halvdel et
Indtryk af noget løst og usammenhængende, man savner Fodfæste, og
det er som om man bestandig saa det samme Landskab fra forskellige
Udsigtspunkter. I Almindelighed er Grundlinjerne dragne med
stor Sikkerhed og Omhu, mens derimod Proportionerne er fortrukne
som Følge af en kritikløs Udførelse.
Johannes Karrs Karakter skal jeg længere hen fremstille i
Sammenhæng med Judas’. Hedberg har bedre faaet Karakteren
frem ved direkte Beskrivelse end indirekte, gennem Personens
egne Ord og Handlinger. Manglerne i Hedbergs psykologiske
Analyse og i det hele i hans Karaktertegning finde deres
Forklaring i, at Forfatteren bestandig skildrer sit eget Sjæleliv, uden
at tage tilstrækkeligt Hensyn til individuelle og Klasseforskelligheder.
Man har med et Paradoks sagt, at en Kunstner i sin
Kunst ene kan skildre sig selv. Dette er for saa vidt sandt, som
han ved Skildringen af andre Individualiteter altid maa gaa ud
fra de Sider, som disse har fælles med hans egen. En vis
Karakterejendommelighed kan være fælles for den fremmede
Personlighed og ham selv, om den end hos den første er den,
der ligger til Grund for alle de andre og paatrykker disse sit
Stempel, medens den hos ham selv er mindre fremtrædende, kun
en Biegenskab. Skal den psykologiske Romanforfatter nu skildre
en fremmed Personlighed, maa han bestandig tage Hensyn til
dennes herskende Egenskab, men den nærmere Motivering,
Detailanalysen, kan han kun faa ved Selvstudium, ved at undersøge sit
eget Sjæleliv.
Jeg tror, at Hedberg her gør sig skyldig i en Fejl. Det
forekommer mig, at han overfører Analysen af sit eget Sjæleliv
paa andre i aldeles uforandret Form, uden at lægge nogen Vægt
paa Forskellighederne og uden at præcisere den individuelle
Grundstemning. Han skildrer almenmenneskelige Sjælstilstande, ikke
individuelle. Hans Analyser passe paa alle mulige Mennesker;
det for Individet ejendommelige, det, der adskiller ham fra andre
Individer og gør ham netop til den, han er, det, der ligger til
Grund for og danner Helheden i alle de særlige Ytringer af
Sjælelivet, netop det, som Fremstillingen skulde belyse, bringe os til at
se fra forskellige Sider og i forskellige Bevægelser, — det
faar han ikke med. Hans Analyser er i og for sig baade dybt-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
