Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Kaptajn W. Dinesen: Fra et Ophold i de forenede Stater. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
morgenen lurer man paa Hjortene ved Engene, eller man jager
<lem i mørke Sommernætter i Baad med Blus; Dyrene gaa om
Aftenen ned i Floderne og Søerne og naar de ingen Lyd høre,
skræmmes de ikke af et sig nærmende Blus. At jage Hjorten paa
denne Maade er en Fomøielse, som man kan blive lidenskabelig
for. Færdigheden ved at ramme er ikke stor, ti man er kun faa
Skridt fra Hjorten, naar man skyder, men man skal bære sig
snildt ad for at komme saa nær. Først maa det være mørk Nat:
er Maanen oppe, kan man ikke jage; dernæst maa man have
sine Redskaber i Orden. Indianerne benytte enten en
Birkebark-Kano eller ed Træ-Kano. En Birkebark-Kano bestaar af Ripper
og Tofter af ganske tyndt Cedertræ, hvorpaa der med Bast er
syet store Stykker Birkebark tættet rtied Harpiks; en saadan Kano
er saa let, at man kan bære den paa Hovedet. En Træ-Kano er
et udhulet Fyrretræ, lang, smal,1 kun lige ragende op over Vandet,
men for tung til at kunne bæres af en Mand. I begge Slags
Kanoer sidder man paa Bunden og tor med én lille Aare, som
stikkes lodret ned i Vandet jiäa den ene Sidte. Træ-Kanoen er
lettere at behandle og kan taaleStød; Birkebark-Kanoen er
rummeligere, men støder man paa en Gren eller Sten gaar der Hul i
den; man tager den saa op paa Land, vender den, kan man ikke
se Hullet, finder man det ved at suge og tætter det med
brændende Beg. — Inden man gaar paa Jagt, maa man prøve sin
Kano, at den er tæt; dernæst maa man se efter, om
Belysningsmidlet, som kan være en Lampe eller et sammenrullet Stykke
Birkebark, der stilles lodret og tændes i den øverste Ende, er
rigtigt stillet; Skærmene bag og under Lyset skulle være anbragte
saaledes, at intet som helst Lys falder paa Kanoen eller Aaren,
men derimod saa nær ved Kanoens Side, at det falder paa
Sigtekornet, naar Bøssen er i Anslag. Naturligvis maa det ikke blæse.
Man sejler da lydløst ned ad Floden eller langs Søens Bred. Den
mindste Lyd vil skræmme Hjorten, og man vil kun høre dens
Brøl og Spring gennem Skoven. Aaren maa ikke trækkes op af
Vandet, man drejer den i Vandet og fører den fremefter med
Skarpen. Naar man ser en Hjort staa i Vandet, fordobles
Forsigtigheden, man tør næppe drage Aande, man bevæger knap sin
Aare for ikke at frembringe Bølger og nærmer sig sagte, lydløst,
indtil man er ganske nær ved Hjorten, saa stikker man sin Aare
fra sig ned i Vandet, griber den spændte Bøsse og skyder Hjorten,
der stirrer forbavset paa Lyset.
Tilskueren. 1887. 62
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
