Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Kaptajn W. Dinesen: Fra et Ophold i de forenede Stater. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rig Fantasi, meget af hvad vi kalde Overtro, der væsentlig er
begrundet paa Forskrækkelse, og Tro har de maaske ogsaa, men,
som sagt, naar det ikke lige ligger for at beskæftige sig dermed,
saa lade de være. Saa længe de ere raske, tænke de ikke paa
deres Medicamenter, men naar de ere syge, ty de til deres
Medicin-Mænd, der baade ere Doktorer og Sjælesørgere, og til
»kloge Koner«.
Om Efteraaret, i Løbet af flere Uger, samledes da alle
Indianerne i den store Wigwam lige overfor mit Hus, paa den anden
Side Floden, midt imellem Gravsteder. Man kom, naar man havde
Lyst, gik, naar man var ked af det, talte, lo, røg Tobak (den
tørrede Bark af unge Pilekviste; KUlikinik), og gjorde sig det saa
lystigt, som muligt. En blind Mand, der for Resten var et Stykke
af en Præst, sad paa Gulvet og slog paa en Tromme, og enhver,
der havde Lyst, dansede da derefter. Dansen bestaar i at hoppe
omkring med samlede Ben i Rader, den ene efter den anden, og
enhver forsynet med en Stok, hvorpaa der sidder et eller andet
Skind med kulørte Fjer i Munden; det er det hellige Tegn. Paa
et givet Signal af Manden med Trommen, stiller enhver sig op
langs Væggen, og nu kommer der et Optog af bemalede og
ud-stafferede Indianere, først nogle med hellige Tegn i Form af Skind,
saa en, der gaar baglængs, og bærer en Bakke, hvorpaa der er
en Masse brændende Birkebark, og efter ham andre, der holde
hellige Tegn ud over Baalet, som — saa vidt jeg forstaar — er
et Sindbillede paa den store Aand. Enhver bøjer sig, naar det
kommer forbi. Dette Optog spadserer en to, tre Gange rundt,
og det er den allerstørste Højtidelighed, eller rettere den eneste
religiøse Forestilling ved disse Fester, og det er langtfra ikke hver
Aften, at dette foregaar. Derefter følge Talerne. Indianerne ere
store Talere, de ofre megen Tid herpaa, og have drevet det vidt
i Talefærdighed. Deres rige Fantasi giver dem blomstrende Billeder,
og deres medfødte Snedighed lader dem gribe hurtige og snilde
Vendinger. Naar en taler til de andre, og kun naar Taleren
siger noget, der særdeles tiltaler dem, raabe de: Ja! (Hø!) —
Ved disse religiøse Fester, spille Takke- og Ønske-Taler Hovedrollen.
Man takker den store Aand, fordi man i det forløbne Aar har
haft god Jagt, godt Fiskeri, godt Udbytte af Ahorn-Sukkerhøsten
og Risavlen, forudsat at Ubyttet har været godt, ti ellers siger
man rent ud, at det ikke har duet, og man beder om Held i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
