Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Arthur Aumont: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de andre Privatteatres Personale bøjer sig. Med saadanne Ydelser som Spillet
i Faderen undergraves paa bedste Vis dette Afgudsbillede.
Medens det kongelige Teater end ikke har tænkt paa at aabne sine
Porte for August Strindberg har Alexander Kielland i Aar, som i Fjor,
faaet Foretræde paa dels Scene.
Hans ny Stykke Bettys Formynder ejer andre og flere Elgenskaber end
det ætsende Vid, hvis blanke, men tillige iskolde Overflade Tre Par lyste af;
der findes denne Gang i Replikerne ærlig Harme over egoistisk Madstræb og
djærv Ærgrelse over Manierertheden i visse Kunstnerkredse og over Pjanketheden
hos mange af de saakaldte frisindede Kvinder. Men des værre giver Kielland
sig ikke ret Stunder til at udføre hvad han spredt antyder, og hans Personer
bliver derfor saa kedeligt lidt Mennesker, deres Ord spiller næsten helt igennen
paa den samme Stræng, denne være saa for Resten enten velklingende eller
disharmonisk. Meget velgørende pretenderer Stykket ikke stort, intet udover hvad
det giver, og den næsten beskedne Elskværdighed, der saa at sige taler fra
hver Linje, og den godmodige Overbærenhed, hvormed han lader de
optrædende danse deres Tilbedelsesdans om Guldkalven har nogel saa stilfærdigt
over sig, at ingen kan vredes paa ham og hans hyggelige Køren-i-Ring med
menneskelige Skrøbeligheder.
Samtidigt med at Kielland har forsmaaet at krydre sit Stykke med sin
sikkert rammende Satires pikanteste Pile, har han ogsaa skudt den
psykologiske Iagttagelse noget til Side. Stykkets Personer udvikler sig herfor saa
uendeligt lidt i Løbet af Stykket, de er, naar Tæppet falder for sidste Akt,
nøje det samme, som da de første Gang presenteredes. Et Par af dem,
Ægteparret Isachsen, er tomhjærnede Farcefigurer, andre, som Maleren, Ragna og
hendes Broder, Advokaten, er repræsentative Typer, og atter andre, som Sven
og Hermansen, er paaklædte Egenskaber. Dog midt mellem alle disse titter,
mere Menneske end dem alle tilsammen. Frøken Bettys nydelige Pigeansigt
frem som en Solstraale paa en Graavejrsdag. Uægte Barn, som hun er. bar
hun aldrig følt den i Øjeblikkets Stemning sig helt hengivende Tryghed, hun
er mistænksom, tror ikke sin Næste udover en Dørtærskel. Paa Vagt som hun
altid er, trækker hun sig næsten sky tilbage for enhver kærlig Tilnærmelse og
aner bag hvert venligt Ord Svig, derfor trænger ogsaa den Mistankens
Bulme-urtsgift, Advokaten drypper i hendes Øre, hende næsten ind til Hjærterodderne.
Men Kielland har allerede selv forvisket dette Billede ved al lade den
undselige Betty have med Udmærkelse bestaaet en Del Eksaminer, og paa det
kongelige Teater udviskedes Billedet helt. Sceneinstruktøren har sikkert nok
saa megen Skyld heri som Skuespillerinden: han lader Betty komme ind i
Familjens Dagligstue endnu tyggende paa sin Morgenmad, lader hende derinde
ganske ugenert børste mulige Krummer af sig, i det hele lader han hende
højst misvisende bevæge sig i den Isachsenske Stue som en Fisk i Vandet:
hun gynger paa Stoleryggene, skubber Stole til Side o. s. v. Og,Fru Sinding
føjede hertil sit uforknytte Ansigt med det indbydende Smil; hendes Betty
stryger sig kælent op ad Fru Isachsen, føler ingen tvivlende Frygt overfor
Ragnas Katte-Venlighed, ingen Isnen ned ad Ryggen ved Advokatens brutale
Paalrængenhed, ingen fornærmet Skyhed ved Laurits’?. Betragten af hendes
Maleriskhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
