- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 5 (1888) /
6

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. phil. S. Schandorph: Studier fra det gamle Versailles

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dog laa Ceremoniellet i Dag løsere i Fugerne end ellers
ved store Fester. Hver Ret blev ikke som ellers ved Taflerne
baaren i Procession med sit tilhørende Følge. Ti efter
Gaars-dagens anstrængende Jagt vilde Kongen udhvile sig i rolig
Ugenerthed. Det var en Slags landlig Fest, han gav i sin ny Slotshave.

Der gik en Susen gennem Buskadsgalerierne fra Rotunden
til »Kejsersalen«. Man havde hørt hans Majestæt le højt. Hvad
havde hans Majestæt lét ad? Det var saare sjældent, det
behagede hans Majestæt at le højt.

Alle følte sig forpligtede til at smile stærkt. Ingen vovede
at le højt endnu. Saa maatte hans Majestæt være saa naadig at
le højt to Gange endnu.

Selskabet følte vel Trang til at give sig hen til de
udmærkede Vines og Spisevarers Virkning paa Sindet, men de Folk
var vante til at ave sig i Majestætens Nærværelse.

Det var tydeligt at se Virkningen af de duftende Vine og
Retter paa de fleste Damer. De begyndte at svulme om Kap
med det tæt farcerede, vilde og tamme Fjerkræs bovnende Buge.
Stærke Barme løftede sig rebelsk over Korsettes Rand, buttede
Arme spillede livlig som Fisk i Kniplingernes Bølger, mange
Kinder fik røde Pletter udenfor Sminkens Grænser som Huden
paa Ferskener og Abrikoser. Det menneskelige Kød kom med i
al denne svulmende Overdaadighed, lyste med dæmpet Glans,
intelligentere og finere end Stegene, Frugterne og Vinene. Dæmpet
Kvidren fra tilspidsede Læber erstattede den nu i Efteraaret
uddøde Fuglesang under Trækronerne. Mundene alene kneb sig
endnu lidt ceremonielt sammen.

Den store Konges Smil rakte hen over hele den Skare, han
kunde overse. Der laa i det snarere Spot end Sympati. Han
vinkede stadig til de karmoisinrøde, guldbroderede Pager, at de
skulde fylde Damernes Glas og byde dem Mad af Sølvfadene. Det
var en Dyretæmmer, der glædede sig over sit Menageris Affodring,
over Dyrenes glubende Appetit, som vel kunde lade sig forene
med god Dressur.

Se, hvor hun spiste, den dejlige Madame de Montespan!
Se, hvor de nøddebrune Øjne lyste om Kap med Smaragderne,
som var indflettede i hendes højrøde Skulderbaand og
gennem-straalede det aabne Sølvkreps-Fiehu.

Se, hvor glad hun sugede Champagnen, den aandrige
Madame de Sévigné med det lille runde Hoved, med den korte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:38:29 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1888/0016.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free