Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Jul. Hoffory: Henrik Ibsen i Berlin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forsikring, at de Indtryk, han havde samlet, ikke skulde gaa
sporløst hen. Han vilde aldrig glemme sin Festaften i Berlin.
Medens Ibsen talte, vare næsten alle Deltagere i Festen
staaede op fra deres Pladser og havde samlet sig om Digteren i
lyttende Kreds. Og da han havde endt, gav den tætte Skare
ham hans Tak tilbage i hundredefoldigt, jublende Ekko.
Efter at endnu Dr. Paul Schlenther havde talt for Direktør
Anno og hans Kunstnerfolk, og Redaktør Demburg for Damerne
med særligt Henblik paa Ibsens fraværende Hustru, hævedes Taflet
og Deltagerne spredte sig i de tilstødende Rum. Ogsaa her
var Æresgæsten naturligvis Midtpunktet for Opmærksomheden, og
det er let at forstaa, at saa mange som muligt af de
tilstedeværende søgte at faa ham i Tale. Men dette var i Begyndelsen
forbundet med ikke ringe Vanskeligheder. Festens Damer havde
nemlig omkring Digteren opført en formelig Ringmur, som det
var saare vanskeligt for den profane Herreverden at gennembryde.
Utalte ere de Vifter og Stambøger, som Digteren maatte pryde
med sit Navnetræk, og naar det i et Øjeblik saa ud til, at Rækken
var sluttet, voksede der pludselig som ved Trolddom nye
Beundrer-inder frem af Gulvet. Endelig lykkedes det et af Komiteens
Medlemmer at bane sig Vej til den fejrede og at forestille ham, at
ogsaa Festens mandlige Deltagere ønskede at nyde godt af hans
Nærværelse. Da skrev Ibsen paa den sidste Vifte: »Am letzten
Abend meines Berliner Marchens. Henrik Ibsen« og lod sig føre bort
trods Bønner og bedende Blikke. Endnu et Par Timer blev man
sammen i utvungen Underholdning, og allerede tænkte Digteren
paa at bryde op, da til Slutning endnu en ganske uventet
Kunstnydelse blev Forsamlingen til Del. Josef Kainz, uden
Sammenligning Tysklands første sceniske Kunstner og den, der bedst af
alle vilde være i Stand til at spille Osvald i Gengangere, foredrog
med den mest indtrængende Forstaaelse og den mest fuldendte,
fra al traditionel Patos og Deklamation frie Kunst, en Række af
Ibsens mest karakteristiske Digte, blandt hvilke navnlig det gribende
Drømmebillede Brændte Skibe tog alle Tilhørere fangne. Derpaa
trak Henrik Ibsen sig tilbage og Festen i Kaiserhof var til Ende.
Næppe vil nogen af Deltagerne glemme hin paa Indtryk rige Aften,
og vi tør tro, at ogsaa Digteren vil beholde den i varigt Minde. »Mit
Besøg i Berlin og alt, hvad dermed staar i Forbindelse« — skrev
han kort efter sin Hjemkomst til et af Komiteens Medlemmer —
»betragter jeg som en sand og stor Lykke for mig. Det har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
