Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Harald Hansen: Kristiania Teater 1837—87
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Et Stykke, der saaledes har levet over en som Lede-
stjærne, længes man til at vise andre.––––-Stykket kan gaa
bedre, men alting gøres i Retning af det rigtige, og alle arbejder
med en saadan Hengivelse, at jeg sidste Gang, det gik, maatte,
som første, blive, til alt var færdigt. Enten man nu kalder dette
Naivitet eller Overmod, saa er det mig en stor Sag med dette
Stykke; ti det er for mig Bindeleddet til Publikum, Appellen til
det Vil Publikum ikke føres i Retning af dette, saa kan jeg ikke
føre. Vil man altsaa have mig bort fra Teatret, saa angrib mig
kun her; ti her findes jeg.«
Det bjørnsonske Repertoire var da ogsaa i sin Helhed
meget godt og havde næsten altid Succes. Af Shakspeare gaves
i 2*/t Aar fem Arbejder. Størst Lykke gjorde kanske Et
Vinter-æventyr, der har holdt sig paa Repertoiret, væsentlig ved Fru
Gundersens Udførelse af Hermione, Hun valgte denne Rolle til
sin Optræden paa det kgl. Teater 1869.
Af Bjørnson selv gik for første Gang De Nygifte (med
Frøken Berg, der forlod Teatret Aaret efter, som den til Dato
bedste Laura), Marie Stuart i Skotland, som antagelig vil have
oplevet hundrede Opførelser inden Aarhundredets Udgang, og
Halte-Hulda. — Et umaadeligt Røre vakte Opførelsen af Den skønne
Helene med Fru Wolf i Titelrollen. Stykket havde naturligvis
gigantisk Sukces, men der var ogsaa Aften efter Aften fjendtlige
Demonstrationer i Teatret, og den konservative Presse
over-svømmedes af Artikler mod Opførelsen. Bjørnson svarede imidlertid
ikke et Muk, men udnyttede Succesen til sidste Draabe. Det
Halvaar blev Teatrets mest indbringende siden 1837.
Da Bjørnson ved Udgangen af Sæsonen 1865—66 havde
været Direktør i halvandet Aar, offentliggjorde han i Aftenbladet
en udførlig Fremstilling af sit Syn paa Teatret og paa Publikum.
Han er meget tilfreds og forhaabningsfuld. Følgende Udtalelse
har ogsaa dansk Interesse: »Men her vil jeg berøre en Mangel
ved vort Skuespil, som det har arvet af det danske, der vistnok
maa roses for sin ædle Deklamation, sin Naturlighed, sin Elegance,
men næppe nogen Tid har været saa stærk i at give Karakterer
som i at give Figurer. Hos os har kun én eneste haft en dybere
Ævne i denne Retning (Jørgensen). Men Tiden vil ha det frem,
og det er mere end en Tilfældighed, at vi netop nu har faaet
Ordet; ti her har vor Nalionalejendommelighed vistnok en
bestemt Ævne.« — Kritiken er Bjørnson, naar undtages Bordeviks,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
