Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Professor Fredrik Nielsen: Det sidste Pavevalg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forargelse, som en nydelsessyg Pave havde voldet; stundum har
en Diplomat paa Pavestolen skullet faa Folkene til at glemme de
Lyn, som en Munk havde udsendt. Efter en Pave som Pius IX,
der mere og mere havde udviklet sig til Lighed med en
snakkesalig Nonne1), trængtes der mere end nogen Sinde til en Mand,
som var inde i Talleyrands Kunst.
Det indsaa Lederne i Vatikanet helt vel; men mange af
Politikerne udenfor Vatikanet betragtede Pavedømmets Sag som
saa grundig tabt, at de ikke brød sig om at overveje
Følgerne af en saadan Mulighed. Der er en underlig Modsætning
mellem den store diplomatiske Rolle, som Leo XIII allerede har
spillet, og den absolute Interesseløshed, med hvilken Valget af
Rus IX’s Efterfølger blev imødeset i de fleste diplomatiske Kredse.
Den spanske Regering, der den Gang lededes af Canovas
Castillo udtalte for de spanske Kardinaler og for sin Afsending
ved Pavehoffet blot Ønsket om at fremme Valget af en »moderat«
Pave. Der var i Spanien stor Sympati for Kardinal Franc hi,
som i sin Tid havde været Nuntius i Madrid, og de spanske
Kardinaler, der lededes af Kardinal-Ærkebiskop Moreno af Toledo,
ønskede i høj Grad hans Valg. Spanien er en af de
romersk-katholske Magter, der fra gammel Tid har »Exklusiven« eller Ret
til at nedlægge Veto over for et Valg, der forekommer den
spanske Regering uheldigt; men det er langt sikrere at arbejde
for Valget af en persona grata end at bruge Vetoretten over for
en persona ingrata. I den Henseende har Spanien en bitter
Erindring fra et af de sidste Konklaver. Da Gregor XVI blev Pave
(1831), havde Kardinalerne nemlig først samlet Stemmerne om
Kardinal Giustiniani; men da han var bekendt for at være en
fanatisk Tilhænger af Absolutismen, benyttede Maria Christinas
Regering Exklusiven. Følgen heraf blev imidlertid kim, at
Konklavet øjeblikkelig valgte Mavro Cappellari, der hørte til den samme
reaktionære Gruppe indenfor Kardinalkollegiet. Med denne
Erfaring i Minde var der ingen Grund for Spanien til at sætte
synderlig Pris paa Vetoretten; men den spanske Regering saa
derimod gærne, at de spanske Kardinaler satte sig i Bevægelse
for at samle Stemmerne om et Paveæmne, der havde vist sig
som en Ven af deres Land.
’) Jvfr. W. E. Gladslone: Rome and the newest fashions in religion,
Afsnittet: Speeches of pope Pius IX.
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
