Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Bertel Elmgaard: Tigger-Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Postbud, dens Nyhedskræmmer, dens Krønikeskriver og Visedigter.
Og det er Egnens Ære, at den besad saa udviklet Sans for disse
Anliggender, at den underholdt Manden paa almen Bekostning.
Han fik Føde og Klæder, fandt altid et gæstfrit Tag og
opmuntrende Smil, og det virkelig fortjænstfulde var, at den vanføre
lasede Tigger havde opnaaet sin Anerkendelse uden de
Gratulationsvers og Intriger, der har hjulpet saa mangen Poet paa
Finansloven.
Han var kommen til Egnen en Efteraarsdag, da
Faare-klippernes Saks hvinte i Køkkenet, og Plejlene sang deres monotone
Vise i Loen. Han kaldte sig en fattig Vesterbomand og bad om
Arbejde. Da man spurgte ham om, hvad han kunde, fortalte
han, at han kunde sløve i Træ, klippe Faar, stikke Svin, tærske
og rense Korn, og han var fornøjet med Føden og en ringe
Skærv derfor.
Man ynkedes over hans tilsyneladende Enfold og
Hjælpeløshed og nænnede ikke at jage ham ud i Kulde og Rusk. Der
var altid en Del at efterse i Huggehus og Brænderum, som man kunde
sætte ham til, og fra den ene Gaard blev han snart huskendt i
den næste. Han besad en smidig Ævne til at skaffe sig Indpas,
han begyndte gærne med Kvindfolkene, med Husmoderen og
Pigerne, var indsmigrende morsom, ruttede med Løjer og
Smaa-tjænester, svøbte sin Paatrængenhed ind i Ros og Latter og
Krøniker, saa ingen blev den var. Af de Smaasysler, han ramste
op, kunde han ingen til Gavns, og helst drev han Tiden hen
mellem Maaltiderne; men Folk bar over dermed eller glemte det
fuldstændig, naar han begyndte at prate, fortælle eller synge sine
Viser. Saa blev der Lag og Lystighed. Ingen kunde gengive
Almuens vittige, kaade og satiriske Historier, dens skalkagtige og
barsk-sørgmodige Rim og Sange som Tigger-Jakob. Alle hans
Rynker og Ar smilte, han satte tre, fire Par Øjne op, lavede to
Munde, kluklo med de besynderligste Lyde, efterlignede Dyrs og
Fugles Bevægelser. Hans Indfald var uudtømmelige. For
Tilhørerne blev han en hel anden, han smæltede sammen med
Æventyrets lystige og groteske Skikkelser; for Forestillingen kom
det dunkelt til at staa, at alle de vilde, balstyrige Ting var hændt
ham selv, og at ethvert Træk i hans Væsen og Udseende havde
formet sig derunder.
De ubetydeligste Hændelser gav ham Anledning, et henkastet
Ord, et tilfældigt Møde var for ham en Knage, hvortil han hæftede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
